tirsdag den 15. september 2015

Krimihjertes 2 års dag i ord og billeder

Så blev det søndag den 13. september - og alt er klart til at byde de gæster indenfor som fik lyst til at komme om fejre Krimihjertes 2 års dag. Der var bagt masser af kage, hertil blev der serveret varm cacao, kaffe og te. Rundt omkring var der masser af boggaver som var sponsoreret af forfatterne Lotte Petri, Lill Bowman, Rosinante, Tellerup, Turbine, People's Press, EC Edition, Politiken, Mellemgaard. Der var også fint besøg af krimiforfatter Jens Østergaard. Da han trådte ind af døren, var der netop trukket en vinder af alle hans krimier. Så han skrev naturligvis en hilsen til vinderne i bøgerne. 

Senere den dag satte Jens Østergaard en status på Facebook som gjorde mig rigtig stolt. Den har jeg selvfølgelig delt på Krimihjertes Facebook side. Måske har du allerede læst den?

Der kom 2 andre bloggere på besøg Ann-Kristine som også anmelder for bogrummet.dk og desuden også har sin egen blog samt Tine fra Krimifan og Frk. Tines krimitanker. Det var rigtig dejligt at i havde lyst og tid til at komme og være med til at fejre bloggen.

Ellers gik dagen med en masse hygge, krimisnak og selvfølgelig blev biblioteket også vist frem. Jeg havde også ryddet en del op i reolen, så der var en del bøger som fandt nye ejere. Så nu håber jeg at bøgerne giver glæde i deres nye hjem. Jeg har ihvertfald nydt at have dem i mit. Men nu er der igen en smule plads til enkelte af efterårets nye udgivelser.

En af de besøgende som jeg var særlig glad for at se, hun er  på billedet herunder. En god veninde som jeg ellers havde mistet kontakten med - det er vist 20 år siden vi sås sidst. Men det skal der nu laves om på.
I en del af fødselsdagskortene stod der at deltagerne glædede sig til mange flere af Krimihjertes fødselsdage. Om de næste bliver fejret på samme vis - tja det er jeg nu ikke sikker på. Selv om det var rigtig rigtig hyggeligt.

Men en hel forrygende dag var det ihvertfald, med masser af krimiglade mennesker. Det er jo ikke den værste måde at tilbringe sin søndag med.





søndag den 13. september 2015

Vinderne af blog konkurrencen

Som i kan se er vinderne af blogkonkurrencen fundet.

Send mig lige jeres adresse, så jeg og forlagene kan sende jeres præmier til jer.

Der var hele 70 der deltog i konkurrencen om de 4 fine boggaver.

Vinderen af Modtryk pakken ( David Lagercrantz) blev Karina L

Vinderen af pakken fra Tellerup og Ordenes by blev Karen - Vibeke

Vinderen af pakken fra Heltand/Tellerup/L&R blev Karen M. Hyldgaard

Vinderen af pakken fra Politiken/EC Edition/Peoples Press blev Lissi Bech

Vinderne blev udtrukket af pigerne Liv og Sofie Emilie. Tillykke til alle vindere og Krimihjerte håber at i bliver glade for bøgerne.

Hvordan selve dagen forløb kan du læse om i et andet blogindlæg på Krimihjerte.

tirsdag den 8. september 2015

Interview med Eva Maria Fredensborg

Jeg har lavet dette interview med Eva Maria Fredensborg. Som du kan se på billedet har Krimihjerte og Eva Maria Fredensborg været på hele 3 sider i Gyldendals krimibogklub. Det var ret vildt.

1: Hvorfor elsker du krimier?
Jeg elsker gåden – som for mig ikke handler så meget om, hvem der gjorde det, men mere om hvorfor. Jeg er i det hele taget meget optaget af, hvad der driver mennesker til at handle, som de gør, og i krimigenren får jeg (i bedste fald) indsigt i nogle mekanismer, der kan få mennesker til at handle på måder, jeg forhåbentlig aldrig vil støde på i den virkelige verden, men som alligevel fascinerer mig.

2: Hvad er det der er så svært ved at finde på navne i krimier?
Godt spørgsmål ☺
Inden jeg starter på at skrive en bog, gør jeg mig en masse tanker om de vigtigste karakterer, og navnet er en naturlig del af disse overvejelser, men udover hovedpersonerne er der jo en masse andre karakterer i bogen, og de opstår som regel mere spontant. Hvis jeg skal skrive en scene, hvor Robert eller Asta tager ud for at afhøre et muligt vidne, får jeg meget hurtigt et visuelt billede af den her biperson, men de navne, der popper op, passer måske ikke til karakterens alder eller type, eller også har jeg allerede brugt dem, eller også hedder en af mine svogre det samme, og han er en helt anden type osv.
Derfor ender jeg tit med bare at skrive xxx og tænke, at jeg jo altid kan vende tilbage og finde på et navn senere, men til sidst kan selv jeg have svært ved at finde rundt i xxx’erne, og det skal jeg hilse og sige, at min redaktør også har.

3: Er din næste krimi tænkt som en del af flere?
Jeg er stadig lidt usikker på, om min næste bog overhovedet kan kaldes en krimi. Den handler om en ung, kvindelig forfatter, der får at vide, at hendes farfar er blevet varetægtsfængslet for et drab, og da hun aldrig har mødt ham, tager hun til Sønderjylland for at besøge ham.
Jeg havde lyst til at skrive noget lidt andet denne gang, og derfor har jeg med vilje valgt en hovedperson, der ikke er politimand eller på anden måde involveret i efterforskningen af sagen, og det bliver næppe en bog, hvor læseren sidder ude på kanten af stolen af spænding, men til gengæld kredser historien om en ret indviklet mordgåde. Jeg tror, det ender som en krydsning mellem en krimi og en roman. 

Til gengæld ved jeg, at det bliver en afsluttet fortælling, så det er altså ikke begyndelse på en ny serie, men det betyder ikke, at jeg er færdig med at skrive krimiserier. Efter udgivelsen af I BLINDE er det gået op for mig, at det måske ikke var helt tilfældigt, at Robert Strand pludselig skulle få den idé at starte en fællesnordisk profileringsuddannelse, og jeg går lidt og leger med tanken om en serie med afsæt i sådan en skole.

4: Hvad synes du der skal til for at skrive en serie?
Karakterer med gods i. I princippet kan det være mange forskellige ting, der binder en række bind sammen, så det kan kaldes en serie, men det er næppe tilfældigt, at de fleste forfattere vælger at have en eller flere gennemgående karakterer i en serie. Det er en kæmpe fordel at kunne skrive videre med en karakter man allerede har udviklet, men det kræver selvfølgelig, at der er basis for at folde dem ud lidt efter lidt, og det er nok det, jeg ville lægge mest vægt på, hvis jeg stod og skulle starte på en ny serie nu. 

5: Hvordan var det skrive krimi-stafetten med Jakob Melander?
Det var virkelig udfordrende at skrive under så stort tidspres, specielt fordi vi ikke kunne starte på det næste kapitel, før vi havde set hvad den anden fandt på. Jeg havde det også meget svært med at vide, at jeg ikke kunne gå tilbage og rette, men det værste var, at vi var nødt til at overlade vores elskede karakterer til en anden forfatter – dog med vetoret når det gjaldt deres replikker. Til gengæld opdagede vi, at den andens små benspænd ofte viste sig at sætte gang i fantasien, og at det var skønt at få feedback, både fra hinanden og læserne, så snart et kapitel var færdigt.
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, og det er også grunden til, at Kim Juul og jeg lige nu skriver på en længere kriminovelle med afsæt i årets Krimimesse.

6: Hvilken bog har betydet mest for dit forfatterskab?
Det var Astrid Lindgreen, og specielt Brødrene Løvehjerte, der åbnede mine øjne for, hvor fantastiske bøger kan være, men hvis jeg skal pege på den bog, der har størstedelen af æren for, at jeg i dag har skrevet tre bøger og er i gang med den fjerde, så er det The war of art af Steven Pressfield. 
Inden jeg læste den, havde jeg masser af dage, hvor jeg ikke lige syntes, at jeg var tilstrækkeligt inspireret til at sætte mig og skrive eller hvor jeg var for træt eller der var for meget larm eller for lidt tid. Det virkede vitterlig som reelle begrundelser, indtil jeg læste det kapitel i Pressfields bog, der hedder ”Turning Pro”. Her skriver han, at uanset om skrivningen er en hobby, en livsdrøm eller ens vigtigste indtægtskilde, er man nødt til at gå til opgaven på samme måde, som man ville gå til et fast arbejde. Det vil sige: Møde op hver dag, blive ved til man har fri, osv. 
Det har jeg gjort lige siden, og det er utroligt, så inspireret man bliver, når man først sidder ved tastaturet og har lovet sig selv at blive siddende i fem-seks timer.

7: Er det blevet nemmere eller sværere at skrive krimier - set over tid?
Der er rigtig mange ting, der er blevet nemmere. Jeg har fået en masse gode kontakter, jeg kan trække på – ikke mindst Kurt Kragh, som var på Rejseholdet – og jeg har fået en grundlæggende forståelse for, hvordan mange ting fungerer inden for politiet. Jeg er også blevet bedre til at planlægge og overskue min historie, selvom jeg stadig afholder mig fra at lave detaljerede plots på forhånd, fordi jeg synes, det er alt for kedeligt og begrænsende i selve skrivefasen. En af de få ting, der er blevet sværere, er at skabe variation, og det gælder på flere niveauer. Jeg ved godt, at der kan gå et år mellem at en læser læser to af mine bøger, men for mig personligt betyder det meget, at der ikke er scener eller formuleringer, der minder for meget om hinanden. Samtidig bliver det mere og mere klart for mig, at alle plots allerede er brugt, også mere end én gang, og det har fået mig til at holde igen med at læse andres krimier. 

8: Hvilken betydning tror du at bogbloggere har nu og fremover?
En krimi er ikke en krimi. Der er alt fra blodig og hæsblæsende realisme til elegante, intellektuelle gåder, og som krimilæser synes jeg, at det kan være svært at navigere i det enorme udvalg – både fordi så få krimier bliver anmeldt, og fordi dagbladsanmelderne traditionelt har været mere optagede af at vurdere værket end af at vejlede læserne. Her oplever jeg, at bogbloggerne med deres mere personlige tilgang allerede er godt i gang med at udfylde et tomrum.

9: Hvad har du liggende på dit natbord, lige nu?
Lige nu læser jeg Afgrunden af Kim Leine. I lang tid undgik jeg at læse hans debut, Kalak, fordi jeg syntes, emnerne lød for barske, men da jeg langt om længe overgav mig, var jeg fuldstændig solgt, og det har jeg været med alle hans bøger. 

10: Hvis du skal anbefale en krimi - som ikke ligger på bestsellerlisten - hvilken skulle det så være?
Jeg er vild med, at genren er så bred, og derfor vil jeg gerne slå et slag for en lille overset perle, der ikke er helt som krimier er flest, nemlig Sandheden og andre løgne af tyske Sascha Arango. Den har et superelegant plot og er både velskrevet og dejlig humoristisk. 

11: Hvad får du ud af deltage i noget som Krimimessen og Bogforum? 
Første gang jeg deltog i Krimimessen, opdagede jeg værdien af at møde mine læsere. Lige som i år havde jeg en stand sammen med Kim Juul, hvor folk kom forbi og sludrede eller drak en kop kaffe, og da vi lukkede søndag eftermiddag, var jeg ydmyg og meget, meget glad for, at så mange mennesker havde brugt lidt af deres tid på at læse mine bøger.

søndag den 6. september 2015

Anmeldelse af Forsvundet af Gittemie Eriksen

Bagsidetekst:
En dreng på tur med sin børnehave finder en indtørret arm i et moseområde på Falster. Snart dukker der lignende fund op fra flere moseområder og de viser sig at være af nyere dato. Hvert fund ser ud til at være en hel søskendeflok. Retsmedicineren Pia Holm og politikommisær Lars Andersen står foran en stor opgave med at finde en gerningsmand, for hvem det er lykkedes at skjule sine gentagne gerninger i over tres år.

Meget tyder på, at han stadig er på spil. Kan de nå at forhindre endnu et massemord på en hel børneflok? Samtidig har Pia Holm sine egne ting at kæmpe med. Spøgelserne fra fortiden hjemsøger hende og kræver hendes opmærksomhed.

Forsvundet er 3. bind i en krimiserie af Gittemie Eriksen.

Anmeldelse:
Jeg har ikke læst de 2 første bind i serien, om det er en ulempe? Tja i forhold til de referencer der er i denne krimi, ja så er det nok.

Personskildringerne er egentlig gode nok, men der er alt alt for mange personer med - og nogen som egentlig ikke er relevante for handlingen. Både Lars og Pia er begge hovedpersoner, det fungerer også udmærket langt hen ad vejen. Pia har haft en barndom fuld af svigt. Både moren og stedfaren svigter hende på hver deres grusomme måde.

Plottet har masser af potentiale. Det er bare ærgerligt at det er så indlysende hvem gerningsmændene er - så tidligt i historien. Det er i sig selv ikke afgørende, men det er som trækker ned i læseoplevelsen er at historien fortsætter længe efter at opklaringsarbejdet er udført. Det er ikke fordi at det er dårlig historie - det er det slet ikke. Det kunne bare have været en meget mere spændende historie, hvis forbrydelsernes bagmænd havde været bedre camoufleret.

Plottet er sådan set udmærket, men til slut sidder jeg med en fornemmelse af en krimi som startede ud rigtig flot - men som havde svært ved at holde niveauet hele vejen igennem.

Rigtig god læselyst - måske er du slet ikke enig i min bedømmelse?


mandag den 31. august 2015

Interview med Kim Juul

Jeg har lavet dette interview med Kim Juul. Efter Krimimessen 2015.

Hvorfor er du vild med krimi-genren?
Jeg synes krimigenren kan det, al anden god litteratur også kan - og lidt til.  Krimigenren rummer som regel en god motor, altså en forbrydelse der skal opklares, samtidig kan den gode krimi rumme karakterer man interesserer sig for, altså karakterer der virker ægte og relevante, og den gode krimi skildrer ofte relationer mellem mennesker på en rigtigt fin måde. Samtidig kan krimien bruges til at sige noget om det miljø, den foregår i, og det samfund forbrydelsen opklares i. Den gode krimi er ofte samfundskritisk og tankevækkende.

Hvad får du ud af at deltage i krimimessen?
På krimimessen får jeg lejlighed til at møde både krimikolleger, bloggere og ikke mindst læsere. Jeg har ikke et stort forlag bag mig, men jeg har alligevel fået en ganske dedikeret læserskare, og det er fantastisk at opleve. Og det gør jeg især på krimimessen, hvor jeg får talt med mange. Det er også med til at gøre mig skarpere på, hvad der virker og ikke virker. Og det handler ikke så meget om hvad folk siger, men mere om hvad jeg selv siger til dem jeg taler med. Når man taler meget om en bestemt ting, som f.eks. sine bøger, står det væsentlige frem.

Hvordan er din skriveproces?
Den har ændret sig lidt med tiden. Den første bog startede jeg bare på. I et vægtløst sekund tog så også 10 år at få styr på. Nu starter jeg med at tage et emne, jeg gerne vil behandle... Da jeg skrev I et fravær af nærvær, var det udvikling og brug af droner i krig, men det bagved liggende emne i begge de første bøger er faktisk tilgivelse. I min kommende bog Stilstand i fuld fart handler det om informations- og ytringsfrihed men også om de valg vi tager i jagten på det gode liv. Det lyder som store emner, men jeg vil gerne trække dem ned, så de opleves af mennesker som dig og mig - for kun på den måde får de relevans. Når emnet er valgt, laver jeg en tidslinje og skaber en grundhistorie. Og så begynder jeg ellers at skrive ud fra den. Historien skal kunne udvikle sig undervejs. Mit manus består altid af en række enkeltsituationer i en logisk rækkefølge og fungerer som et univers jeg kan gå ind i, ligesom når jeg læser - og det skal være et univers jeg har lyst til at være i, ellers er der noget galt, og så må jeg gentænke. Det fantastiske ved at skrive er jo, at jeg selv bestemmer.

Jeg kan skrive næsten alle steder, og der er ikke nogle ritualer. Det har nok noget at gøre med at jeg er tekstforfatter på et reklamebureau, og er vant til at arbejde både under tids- og kundepres - det handler ganske enkelt om at fordybe sig. Hvis der er andre mennesker i nærheden, tager jeg hovedtelefoner på og hører musik.
Tit hører jeg nogle af de demoindspilninger jeg har med de sange min hovedperson Lars Norholm har skrevet, som jeg og mit band også optræder med rundt omkring. De kan være gode til at bringe mig helt ind i universet. Så det er måske et lille ritual.

Læser du selv krimier?
Ja, for pokker. Jeg læser krimier, mest danske og nordiske. Vi har mange dygtige forfattere, og jeg synes jo vi har en enorm mangfoldighed i betragtning af hvor lille et sprog vi er - det er fantastisk. Jeg må indrømme, at det aldrig eller meget, meget sjældent er plottet i en krimi, jeg husker. Jeg husker sprog, stemning og karakterer. Kan forfatteren skabe nogle karakterer, jeg har lyst til at være sammen med, så er jeg på. Det er det, der driver mig ind i serier. Og det er ikke bestemte karakter-typer jeg holder af. Der er de ensomme ulve, Dan Turélls - Journalist, Jesper Steins, Axel Steen, Jakob Melanders, Lars Winkler, Jens Henrik Jensens, Niels Oxen. Jo Nesbøs - Harry Hole. Jussi Adlers - Karl Mørck er alle mænd jeg holder af af forskellige grunde.

I den anden ende er der de mere kvindelige karakterer, hvor jeg har holder rigtig meget af Karin Sommer, som Grete Lise Holm skrev en serie med. Hendes menneskelighed var jeg vild med. Eva Maria Fredensborg kan det samme med sine karakterer - især i hendes to sidste bøger: Mind Mund er lukket og I Blinde  står hovedpersonerne stærkt og fint tegnede. Det specielle ved dem er jo, at det er forskellige hovedpersoner - at hendes karakterer skifter mellem at være bipersoner og hovedpersoner. Anita Lillevang har også en fin karakter i Carla, som er gode gedigne udkantskrimier. Jeg læser også de to store danske krimidronninger med fornøjelse. Elsebeth Egholm synes jeg skrev et par mesterværker, da hun lavede overgangen fra Dicte til sønnen Peter Boutrup. Måden den er fortalt på er fantastisk. Louise Rick og Sara Blædel snupper jeg også gerne. Sara Blædel har jo en energi, som jeg synes er enormt sympatisk, så man kan ikke andet end at holde af hendes hovedperson. Så jo, jeg læser masser af krimier... og inspireres til at gøre tingene på min måde. 

Kunne du tænke dig at møde din person - in real life?
Ja da. Lars Norholm er et ordentligt menneske, der gør det så godt, han kan. Jeg kan godt lide hans optimisme og hans humor, men også hans tvivl og overvejelser. Så han ville være hyggelig at lave en middag med, drikke et par bajere med, og måske kunne vi klimpre lidt guitar. Og han findes nærmest i virkeligheden, han er en fin kombination af de tre gode mænd, jeg spiller i band med.

Hvilken betydning mener du at bogbloggere har nu og i fremtiden?
Bogbloggere og mangfoldighed hænger uløseligt sammen, og bogbloggere er Guds gave til en lang række genrer, som har haft lidt svært ved at blive accepterede af kultureliten. Her tænker jeg bl.a. på genrer som Fantasy, erotik og Horror. Hvis man ville have inspiration i disse genrer, måtte man tidligere ty til gode venner eller til en specialboghandel. Nu kan man gå på nettet og få inspiration og indtryk af hvad man vil bruge tid på. Krimigenren har altid været bredere, men for krimigenren er bogbloggerne en garanti for mangfoldighed. 

Bogbloggerne læser en masse ud over det, der kommer fra de etablerede forlag, og det er jo en stor glæde for sådan en som mig. Hen ad vejen vil de forskellige bogblogs blive mere eller mindre etablerede - og jeg forudser, at de mest velskrevne med tiden vil få lige så stor betydning som dagbladene. Også fordi det er begrænset, hvad dagbladene faktisk når at anmelde. Så også i krimigenren er de forskellige bogblogs efterhånden den vigtigste inspirationskilde, ikke mindst når man vil i gang med nye forfattere. Det har jeg nydt virkelig godt af. Både som forfatter, men også som læser.

Hvis du skulle anbefale en krimi, som ikke er på bestsellerlisten, hvilken skulle det så være? Og hvorfor?
I Blinde af Eva Maria Fredensborg - Fordi det er en helt klassisk stramt skåret krimi, med karakterer, der har en psykologisk dybde og troværdighed. Jeg kan godt lide hendes hovedperson Carl og bipersonen Asta, der var hovedpersonen i den forrige bog min mund er lukket.  

Hvilke(n) bøger/bog har betydet mest for dit forfatterskab? Og hvorfor? 
Dan Turéll gav mig en helt sindssyg lyst til at skrive, så han betyder en del. Henning Mankell og hans Wallander-serie har også været en stor inspiration. Wallander er meget menneskelig og meget svensk... Det gav mig lyst til at skrive om en menneskelig og genkendelig dansk mand, og helst en, der ikke var alt for alene og alt for deprimeret.  
En af de bedste bøger jeg har læst er nok Peter Høegs - Forestillingen om det 20. århundrede. 

Hvad har du liggende af bøger på dit natbord lige nu?
Alt det lys vi ikke ser - Anthony Doer
Roman med udgangspunkt i 2. verdenskrig.  
Har hørt den skulle være utroligt velskrevet, og det er den også så langt.

Hvor får du din inspiration fra? 
Fra nyheder, tror jeg. Og fra mennesker omkring mig. Mine bøger må gerne handle om noget ... og gerne om noget samfundsrelevant, der optager os, eller som er svært at gennemskue betydningen af. Når jeg ser på de bøger, jeg har skrevet, handler de om noget, der er startet i nyhederne, noget konkret, men der er også en menneskelig værdi nede under .. som sagt er det tilgivelse i de to første. det nære menneskelige lag er mere noget, jeg henter fra mine omgivelser, og så er det også noget mine personer udvikler, mens jeg skriver. Så jeg synes faktisk også, at skriveprocessen er inspirerende.