Viser opslag med etiketten Niels Krause-Kjær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Niels Krause-Kjær. Vis alle opslag

torsdag den 30. maj 2019

Mørkeland af Niels Krause-Kjær

Handling
Dagen før der udskrives folketingsvalg, bliver en ung fuldmægtig fra indenrigsministeriet fundet myrdet.

Den arbejdsløse journalist Ulrik Torp, der af Jobcenteret er blevet sendt i praktik hos Dagbladet, beslutter sig for at dække mordsagen.

Sammen med en ung praktikant kommer Torp hurtigt på sporet af omfattende svindel inden for den politiske sfære, samt en lille mystisk kreds bestående af forhenværende politikere og førende embedsmænd.


Anmeldelse
Man kan vel godt sige at Niels Krause-Kjær ikke ligefrem overøser os med politiske spændingsromaner. Der er gået rigtig mange år siden Niels Krause-Kjær udgav Kongekabale, som blev en stor succes også på film med Søren Pilmark i hovedrollen.

At Niels Krause-Kjær finder inspiration i sin viden og oplevelser fra virkelige politiske verden, det er tydeligt. Det bliver brugt på en både spændende, morsom måde. Ulrik Torp håber han får forlænget ansættelsen på Dagbladet. Spørgsmåler er om det kan lade sig gøre hvis han forfølger sporet til ende?

Nok har mange fået andre navne i bogen, end de har i virkeligheden. Beskrivelserne af personerne og deres karakteristika gør at de for mig var nemme at genkende. Det var faktisk med til at gøre den endnu mere skræmmende. Den blev ikke mindre skræmmende da der i virkeligheden blev udskrevet folketingsvalg.

Det er en yderst velskrevet politisk spændingsroman, Niels Krause-Kjær forstår at fremstille politiske intriger så de fremstår vedkommende, realistiske og samtidig uhyrlige. Mod slutningen løb det mig koldt ned af ryggen - fordi det var alt alt for let at forestille sig det ske.

Det er en spændingsroman med pondus og masser af kvalitet - den glemmer du ikke lige med samme.

Krimihjerte giver den sine varmeste anbefalinger.

Krimihjerte giver Mørkeland af Niels Krause-Kjær 5 ud af 6 hjerter.

Mørkeland af Niels Krause-Kjær er modtaget som anmeldereksemplar fra L&R.

tirsdag den 14. maj 2019

Mørkeland konkurrencen er slut

Og vinderen er fundet via www.findenvinder.dk

Den heldige vinder blev Helle F. Pedersen

I løbet af weekenden kommer der endnu en konkurrence. Så husk at holde øje med bloggen.

mandag den 13. maj 2019

Q & A med Niels Krause-Kjær

Credit: Thomas A
- Kan du fortælle lidt om hvad der fascinerer dig ved politik?
Politik rummer alt i livet – magt, næstekærlighed, kynisme, et ægte ønske om en bedre verden, idealer og drømme. Jeg har generelt meget stor respekt for politikere og især danske politikere. Vi har et meget rigt og velfungerende samfund – gad vide, om det ikke er muligt at give vores politikere og vores politiske system en lille del af æren for det?

- Hvad har inspireret dig til at skrive Mørkeland?
Romanen er et resultat af flere års mentale og bogstavelige noter om samfundsudviklingen. Der er nogle rystelser i vores samfund i øjeblikket lige fra Trump til Brexit og Pernille Vermund. Der ruskes lidt i det hele og de mekanismer ville jeg gerne beskrive i romanform. Og så var det bare et spørgsmål om at lande journalisten Ulrik Torp i sådan en fortælling.

- Hvad har du liggende på dit sengebord af bøger?
Jeg læser aldrig – som i aldrig – i sengen. Men når jeg sidder i min lænestol i stuen læser jeg. I øjeblikket er det mest politiske bøger som optakt til folketingsvalget. Senest Thomas Larsens bog om Mette Frederiksen.

- Kan du fortælle lidt om din skriveproces? Har du f.eks. særlige steder du skriver? faste rutiner?
Jeg har svært ved at skrive hjemme. Ting presser sig på, når jeg er hjemme. Kongekabale blev skrevet i et familiesommerhus. Mørkeland blev skrevet på øen Gozo ved Malta, hvor min kone og jeg sidste år boede i et halvt år.

- Nu er der gået rigtig lang tid imellem udgivelserne af Kongekabale og Mørkeland. Skal vi vente lige så længe på en ny politisk thriller fra dig? Er der flere i støbeskeen?
Der kommer ikke til at gå 19 år igen. Jeg er så småt i gang med storyline til en ny omgang Ulrik Torp.

- Hvordan har du det med at din "baby" snart forlader dig, nu hvor den snart bliver udgivet? Hvordan har du det i tiden op til udgivelsen?

Arghh, jeg er noget spændt, for nu at sige det mildt.

torsdag den 9. maj 2019

Vind Mørkeland af Niels Krause-Kjær og en bonusgave


Så er det igen blevet konkurrencetid. Denne gang er du så heldig at du har muligheden for at vinde den politiske thriller Mørkeland af Niels Krause-Kjær. Hvis du er ekstra heldig så har forlaget fået Niels Krause-Kjær til at signere den. Men det tør jeg ikke love før jeg har den i hånden. Den udkommer den 16. maj 2019.

Herudover kan du også vinde en ægte Krimihjerte kuglepen og notesblok.

For at være med i konkurrencen skal du bare svare på dette spørgsmål:

Hvor mange Krimihjerte-ting kan du vinde?

Svar enten på Krimihjertes FB-side, som kommentar på bloggen eller i en besked gennem bloggen.

Konkurrencen slutter tirsdag den 14. maj 2019 kl. 20.

Vinderen skal selv holde øje med at du har vundet. Fra vinderne offentliggøres er der 3 dage til at sende kontaktoplysninger.

Rigtig god fornøjelse.

Bogen er sponsoreret af forlaget L&R.