Viser opslag med etiketten steffen Jakobsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten steffen Jakobsen. Vis alle opslag

mandag den 26. november 2018

Ghostwriter af Steffen Jakobsen

Handling
Direktøren for et førende medicinalfirma findes død i sin bil på en p-plads i Nordsjælland. Få kilometer derfra ligger ghostwriteren, der blev hyret til at skrive hans biografi, i en pøl af sit eget blod efter et skud gennem hovedet.

Politikommissær Lene Jensen er ansvarlig for efterforskningen af sagen, der viser sig at involvere en forsvunden notesbog spækfyldt med skadende information om medicinalindustrien. I Steffen Jacobsens "Ghostwriter" peger sagens spor blandt andet i retning af Lenes mand, privatdetektiven Michael Sander.

Anmeldelse
Ghostwriter er 5. krimi i serien om privatdetektiven Michael Sander og politikommissær Lene Jensen. Det er en selvstændig krimi i serien. Den kan godt læses uden at du har læst hele serien. Det har været en vild oplevelse at være sammen med Michael Sander og Lene Jensen.

Jeg var meget spændt på hvordan Ghostwriter ville være, ville spændingsniveauet være som den første i serien - Trofæ. Den næste i serien synes jeg nemlig ikke havde mig i sin hule hånd som Trofæ havde. Det svar er nemt at give. Steffen Jakobsen er tilbage med et brag af en krimi - Ghostwriter er helt fantastisk.

Du sidder ofte åndeløs, neglene er næsten bidt af af ren spænding - og ikke mindst så kan du slet ikke lægge bogen fra dig.

Plottet er rigtig godt gennemarbejdet. Medicinalindustrien er altid et godt emne til en krimi. Netop i den branche, er det oplagt at finde et dilemma som kan ende med at have store konsekvenser for mennesker i særligt u-landene. Når det samtidig sammenkædes med et måske lidt underligt æresbegreb, kan det bare noget helt særligt.

Ghostwriter viser, at Steffen Jakobsen er en funklende stjerne på den danske krimi-himmel.

Det er én af de absolut bedste krimier som jeg har læst i år. Så jeg anbefaler på det varmeste, at du kaster dig over Ghostwriter.

Krimihjerte giver Ghostwriter af Steffen Jakobsen 6 ud af 6 hjerter.

Rigtig god fornøjelse.


mandag den 15. december 2014

Anmeldelse af Steffen Jakobsens Gengældelsen

Forlagets beskrivelse:
Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser- Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter.

Politikommissær Lene Jensen har været en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli.

Sammen med Michael Sander - eksklusiv privatdetektiv - forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.

Anmeldelse:
Gengældelsen er en en uafhængig fortsættelse af spændingsromanen Trofæ. Jeg var ret vild med Trofæ, jeg var derfor meget spændt på hvad jeg ville synes om denne.

Det er igen Lene og Michael som er hovedpersonerne i Gengældelsen, ligesom de var i Trofæ. I Gengældelsen kommer du til at lære dem endnu bedre at kende. De har hver deres problemer at kæmpe med. Lenes datter har begået selvmord og Michael frygter mødet med familien.

Det er egentlig meget realistisk, at der kunne være en lille terrorcelle i  Danmark, de kan jo være hvor som helst. Jeg har det nok sværere med at en agent i PET får lov til at arbejde på en sag, som han er personligt involveret i. Men ud over det, synes jeg, at plottet fungerer rigtig godt. Jeg kan ihvertfald sagtens forestille mig at både CIA og PET prøver på at få hjælp af forskere, ved at yde store bidrag til finanseringen af forskningen for at finde ud af om nogle af de personer som bevæger sig i  bestemte moskeer og som lider af depressioner på  grund af tidligere oplevelser. Men deres forskning kan gå grueligt galt, forstået på den måde at nogle personer ofres for at retfærdiggøre forskningen.

PET får infiltreret en terrorcelle i Syrien, som PET formoder stod bag selvmordsbomben i Tivoli, men kan de stole på den person?

En rigtig god spændingsroman.

Rigtig god fornøjelse.