Vild med ord - Håkan Nesser

Da der var festuge i Århus - var jeg til litteraturfestivalen Vild med ord, hvor jeg hørte Håkan Nesser. Jeg må jo med skam indrømme at jeg endnu ikke har læst noget af ham. Han var meget spændende at høre om, så jeg må have hevet én af hans bøger frem én dag.

Håkan Nesser fortalte blandt andet at han har boet i byen Winsford hvor hans seneste krimi foregår. Byen havde hverken internet eller mobilnet. Håkan Nesser fortalte at byen Winsford var som hevet ud af en Agatha Christie krimi. Så hvis man troede at de ikke længere fandtes - ja så kunne man godt tro om igen. Håkan Nesser troede ikke at den slags byen fandtes længere, men han holdt meget af byen.

For Håkan Nesser er ensomhed vigtig, men forstået på den måde at han er alene. På svensk betyder ensam både ensomhed og at være alene, men man kan jo godt være alene uden decideret at føle ensomhed. På dansk opfatter de fleste ordet ensomhed som negativt ladet, men det er det altså ikke i denne sammenhæng. Jeg kan da sagtens forholde mig til at der nok skal være ro omkring en når man skal skrive en krimi/roman - der skal jo også laves research og nok læses op på et emne eller to.

Når man som forfatter skriver historier, skal det være nogen som man selv får lyst til at læse. For hvis man ikke selv har lyst til at læse historien, hvorfor skulle læseren så have lyst til at læse historien. Det er da en rigtig god pointe. Historierne indeholder en del fiktion, så man er nød til at lyve lidt. Blandt andet findes byen Maardam ikke i virkeligheden. Håkan Nesser udgives også i Tyskland, hvor mange har ledt efter byen Maardam. I Tyskland findes der et område som hedder Nesserland, så der var mange tyskere overbeviste om at byen Maardam måtte ligge. Det er ville da også være oplagt at det var i det område byen lå - men måske alligevel en kende for oplagt.

Har du aldrig været til et forfatterarrangement, så skulle du bestemt prøve det - det er rigtig sjovt.

Vild med ord - Leif Davidsen

Når Leif Davidsen skriver krimier/spændingsromaner er det altid med Danmark eller danskere som udgangspunkt. Leif Davidsen starter ud med at finde på en hovedperson, men ud over det er der ikke noget som er klarlagt fra starten. Hovedpersonen er aldrig en helt, for det synes Leif Davidsen ikke er så interessant, men almindelige mennesker er interessante. Hovedpersonen er derfor altid almindelig dansker, det er de almindelige mennesker som er spændende - men i bøgerne lever hovedpersonen til gengæld ikke et helt almindeligt liv. Leif Davidsen skriver ikke som steder hvor han ikke selv har været.

Dengang muren faldt, var der en del som mente at nu var det slut med spændingsromanen, for nu sluttede den kolde krig, men det har jo heldigvis vist sig ikke at holde stik.

Leif Davidsen skriver ca. 3-4 sider om dagen. Leif Davidsen har smidt mange starter væk. Han synes der var lidt mere romantik over det tidligere - hvor man ikke bare trykkede på delete - og så var den historie glemt. Leif Davidsen synes det var noget mere romantisk dengang han sad foran pejsen med et glas whiskey og smed det ene papir efter det andet ind i ilden - og så historien gå op i røg.

Noget der irriterer Leif Davidsen rigtig meget er når de professionelle anmeldere skriver at en bog er 50-100 sider for lang. Langt de fleste forfattere gør deres bedste. Det er jo ikke sådan at forfatteren tænker - ej den er da for kort den historie jeg smider da lige 50 sider oveni.

Har du endnu ikke læst noget af Leif Davidsen - så har du rigtig mange gode læseoplevelser til gode.

Husk næste gang der er et forfatterarrangement i en by nær dig - så smut forbi - det er en fantastisk oplevelse.

Vinderne af fødselsdagskonkurrencen

Så er vinderne af Krimihjertes fødselsdagskonkurrence er nu fundet.

Vinderne er udtrukket ved hjælp af Random.org

De heldige vindere blev:
Charlotte Palm - det perfekte sted at dø
Karen Hyldgaard - de mørke mænd
Jan Findal - løbende tjener

Send mig jeres adresser, så i kan få jeres præmier.

Jeg vil gerne takke for deltagelsen i fødselsdagskonkurrencen, og People's Press, Politikens Forlag og Tellerups Forlag for at sponsorere præmierne.

Interview med Morten Hesseldahl

Copyright Foto: Camilla Stephan

I anledning af at Morten Hesseldahl i morgen den 5. september udkommer med thrilleren Ernestos hænder, Forlaget Modtryk, har jeg været så heldig at få dette interview med Morten Hesseldahl. 

1.Hvordan har du det i tiden lige op til udgivelsen af én af dine krimier?

Jeg tager det meget afslappet. jeg har efterhånden udgivet så meget, at det ikke er noget, der får mig til at ligge søvnløs. Til gengæld glæder jeg mig altid til at høre reaktioner fra læsere. Jeg holder aldrig op med at tænke på, at det er enormt forpligtende at bede vildt fremmede mennesker om at bruge x-antal timer på at læse noget, jeg har skrevet.

2. Hvornår begyndte du at skrive bøger? og var der en særlig grund til at du kom igang?

Jeg skrev min første bog, da jeg var midt i tyverne. Den handlede om erotiske tegneserier og blev skrevet på en gammel rejseskrivemaskine, hvor slåfejl skulle rettes med små, fnidrede retteark. den gang var jeg kæmpe seriefan, så ved siden af at udfærdige tegneseriemanuskripter, var det en stor fristelse at skrive noget mere sammenhængende om mediet. Det kom så af en eller anden grund til at handle om sex.

3. Hvilke bøger har betydet mest for dig som person og for dit forfatterskab?
John Le Carré er den største inspiration. Når han er god, er han dælme god, selvom han nu også kan forfalde til automatpilot. Især i de senere år. Af mere personlig betydning må jeg nok nævne Graham Greene og Thomas Mann. Måske også Hemmingway. Verden ville i hvert fald være temmelig meget mere fattig uden dem.

4. De steder, du skriver om i dine bøger, er det steder du selv har været eller er det ren fiktion?
Hovedparten af de steder, jeg skriver om, har jeg selv været, men jeg holder mig ikke for fin til også at skrive om steder, hvor jeg aldrig har sat min fod. Indimellem skriver jeg også om personer, jeg aldrig har mødt og retter, jeg aldrig har spist. Sådan er det med fiktion.  

5. Når du starter på en ny bog - hvordan er din skriveproces så? har du en hovedperson - skriver en enkelt sætning, men ellers ikke har noget af handlingen på plads eller har du en ide til en krimi, som du så fylder på? skriver du historien i kronologisk rækkefølge, eller er det lidt spredt fægtning, som du samler til sidst?
Når jeg starter på en ny bog, er det ofte fordi, jeg falder over et eller andet tema, jeg synes er vigtigt. Og så dukker personerne op, nærmest som om de inviterer sig selv. Som helte og skurke og bipersoner, der pludselig løber med hele opmærksomheden. Jeg gør en del ud af at have hele historien på plads, inden jeg begynder at skrive, og jeg skriver fra start til slut, en lille smule hele tiden, og pludselig er jeg i mål.

6. Når du skriver bøger - har du det så nogen gange sådan, som man kan have det, når man læser bøger, at man aldrig håber det slutter?
Jeg synes sagtens jeg kan mærke, når dialoger og scener virkelig svinger. I sådanne tilfælde er jeg helt ked af, at de må afsluttes. Men generelt er jeg nok optaget af at få det til at fungere til helt at forglemme mig i stoffet.

Anmeldelse af Bille & Billes I ond tro

Thea Vind er igen på banen. Kasper hendes praktikant i forrige bog "Nattens gerninger", du kan læse min anmeldelse af den HER, er nu blevet fastansat. Thea har så fået en ny praktikant bundet på ærmet - Judith.

Thea modtager underlige Kierkegaard citater, og bliver brugt i en kynisk morders spil - således at hun finder ofrene. Thea forsøger desperat at finde ud af hvem det næste offer er inden det er for sent, det er et spil mod tiden.

Det viser sig hurtigt at der er mange sider af Søren Kierkegaard, og arbejder du som forsker på Kirkegaardscentret under Københavns Universitet - ja så lever du livet farligt.

Bille & Bille tager denne gang filosofien under deres vinger det er tungt stof, og det gør også at krimien er noget tung i det i den første halvdel. Faktisk skal du forbi side 150 før det bliver rigtig spændende, desværre løfter den sig slet ikke op på niveauet for de 2 tidligere Thea Vind krimier.

Hvad Judith egentlig er for en person, bliver aldrig helt klart. Kasper er som Kasper er, ham kommer du heller ikke tættere. Thea finder en form for fred med sig selv.

Plottet er egentlig ok, selv om det virker en kende søgt. Nok kan forskere være et underligt folkefærd, dem jeg kender, er heldigvis ikke i besiddelse af sådanne karaktertræk som nogle af forskerne er i denne krimi.

Kun meget få steder havde jeg sådan at jeg bare måtte læse et kapitel mere, og det er egentlig ærgerligt - for de to krimier af Bille & Bille var bøger som jeg bare slugte.

Så jeg håber at der kommer mere spænding i den næste krimi fra Bille & Bille, som vist skal handle om sprogvidenskab.