1: Hvorfor elsker du krimier?
Jeg elsker gåden – som for mig ikke handler så meget om, hvem der gjorde det, men mere om hvorfor. Jeg er i det hele taget meget optaget af, hvad der driver mennesker til at handle, som de gør, og i krimigenren får jeg (i bedste fald) indsigt i nogle mekanismer, der kan få mennesker til at handle på måder, jeg forhåbentlig aldrig vil støde på i den virkelige verden, men som alligevel fascinerer mig.
2: Hvad er det der er så svært ved at finde på navne i krimier?
Godt spørgsmål ☺
Inden jeg starter på at skrive en bog, gør jeg mig en masse tanker om de vigtigste karakterer, og navnet er en naturlig del af disse overvejelser, men udover hovedpersonerne er der jo en masse andre karakterer i bogen, og de opstår som regel mere spontant. Hvis jeg skal skrive en scene, hvor Robert eller Asta tager ud for at afhøre et muligt vidne, får jeg meget hurtigt et visuelt billede af den her biperson, men de navne, der popper op, passer måske ikke til karakterens alder eller type, eller også har jeg allerede brugt dem, eller også hedder en af mine svogre det samme, og han er en helt anden type osv.
Derfor ender jeg tit med bare at skrive xxx og tænke, at jeg jo altid kan vende tilbage og finde på et navn senere, men til sidst kan selv jeg have svært ved at finde rundt i xxx’erne, og det skal jeg hilse og sige, at min redaktør også har.
3: Er din næste krimi tænkt som en del af flere?
Jeg er stadig lidt usikker på, om min næste bog overhovedet kan kaldes en krimi. Den handler om en ung, kvindelig forfatter, der får at vide, at hendes farfar er blevet varetægtsfængslet for et drab, og da hun aldrig har mødt ham, tager hun til Sønderjylland for at besøge ham.
Jeg havde lyst til at skrive noget lidt andet denne gang, og derfor har jeg med vilje valgt en hovedperson, der ikke er politimand eller på anden måde involveret i efterforskningen af sagen, og det bliver næppe en bog, hvor læseren sidder ude på kanten af stolen af spænding, men til gengæld kredser historien om en ret indviklet mordgåde. Jeg tror, det ender som en krydsning mellem en krimi og en roman.
Til gengæld ved jeg, at det bliver en afsluttet fortælling, så det er altså ikke begyndelse på en ny serie, men det betyder ikke, at jeg er færdig med at skrive krimiserier. Efter udgivelsen af I BLINDE er det gået op for mig, at det måske ikke var helt tilfældigt, at Robert Strand pludselig skulle få den idé at starte en fællesnordisk profileringsuddannelse, og jeg går lidt og leger med tanken om en serie med afsæt i sådan en skole.
4: Hvad synes du der skal til for at skrive en serie?
Karakterer med gods i. I princippet kan det være mange forskellige ting, der binder en række bind sammen, så det kan kaldes en serie, men det er næppe tilfældigt, at de fleste forfattere vælger at have en eller flere gennemgående karakterer i en serie. Det er en kæmpe fordel at kunne skrive videre med en karakter man allerede har udviklet, men det kræver selvfølgelig, at der er basis for at folde dem ud lidt efter lidt, og det er nok det, jeg ville lægge mest vægt på, hvis jeg stod og skulle starte på en ny serie nu.
5: Hvordan var det skrive krimi-stafetten med Jakob Melander?
Det var virkelig udfordrende at skrive under så stort tidspres, specielt fordi vi ikke kunne starte på det næste kapitel, før vi havde set hvad den anden fandt på. Jeg havde det også meget svært med at vide, at jeg ikke kunne gå tilbage og rette, men det værste var, at vi var nødt til at overlade vores elskede karakterer til en anden forfatter – dog med vetoret når det gjaldt deres replikker. Til gengæld opdagede vi, at den andens små benspænd ofte viste sig at sætte gang i fantasien, og at det var skønt at få feedback, både fra hinanden og læserne, så snart et kapitel var færdigt.
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, og det er også grunden til, at Kim Juul og jeg lige nu skriver på en længere kriminovelle med afsæt i årets Krimimesse.
6: Hvilken bog har betydet mest for dit forfatterskab?
Det var Astrid Lindgreen, og specielt Brødrene Løvehjerte, der åbnede mine øjne for, hvor fantastiske bøger kan være, men hvis jeg skal pege på den bog, der har størstedelen af æren for, at jeg i dag har skrevet tre bøger og er i gang med den fjerde, så er det The war of art af Steven Pressfield.
Inden jeg læste den, havde jeg masser af dage, hvor jeg ikke lige syntes, at jeg var tilstrækkeligt inspireret til at sætte mig og skrive eller hvor jeg var for træt eller der var for meget larm eller for lidt tid. Det virkede vitterlig som reelle begrundelser, indtil jeg læste det kapitel i Pressfields bog, der hedder ”Turning Pro”. Her skriver han, at uanset om skrivningen er en hobby, en livsdrøm eller ens vigtigste indtægtskilde, er man nødt til at gå til opgaven på samme måde, som man ville gå til et fast arbejde. Det vil sige: Møde op hver dag, blive ved til man har fri, osv.
Det har jeg gjort lige siden, og det er utroligt, så inspireret man bliver, når man først sidder ved tastaturet og har lovet sig selv at blive siddende i fem-seks timer.
7: Er det blevet nemmere eller sværere at skrive krimier - set over tid?
Der er rigtig mange ting, der er blevet nemmere. Jeg har fået en masse gode kontakter, jeg kan trække på – ikke mindst Kurt Kragh, som var på Rejseholdet – og jeg har fået en grundlæggende forståelse for, hvordan mange ting fungerer inden for politiet. Jeg er også blevet bedre til at planlægge og overskue min historie, selvom jeg stadig afholder mig fra at lave detaljerede plots på forhånd, fordi jeg synes, det er alt for kedeligt og begrænsende i selve skrivefasen. En af de få ting, der er blevet sværere, er at skabe variation, og det gælder på flere niveauer. Jeg ved godt, at der kan gå et år mellem at en læser læser to af mine bøger, men for mig personligt betyder det meget, at der ikke er scener eller formuleringer, der minder for meget om hinanden. Samtidig bliver det mere og mere klart for mig, at alle plots allerede er brugt, også mere end én gang, og det har fået mig til at holde igen med at læse andres krimier.
8: Hvilken betydning tror du at bogbloggere har nu og fremover?
En krimi er ikke en krimi. Der er alt fra blodig og hæsblæsende realisme til elegante, intellektuelle gåder, og som krimilæser synes jeg, at det kan være svært at navigere i det enorme udvalg – både fordi så få krimier bliver anmeldt, og fordi dagbladsanmelderne traditionelt har været mere optagede af at vurdere værket end af at vejlede læserne. Her oplever jeg, at bogbloggerne med deres mere personlige tilgang allerede er godt i gang med at udfylde et tomrum.
9: Hvad har du liggende på dit natbord, lige nu?
Lige nu læser jeg Afgrunden af Kim Leine. I lang tid undgik jeg at læse hans debut, Kalak, fordi jeg syntes, emnerne lød for barske, men da jeg langt om længe overgav mig, var jeg fuldstændig solgt, og det har jeg været med alle hans bøger.
10: Hvis du skal anbefale en krimi - som ikke ligger på bestsellerlisten - hvilken skulle det så være?
Jeg er vild med, at genren er så bred, og derfor vil jeg gerne slå et slag for en lille overset perle, der ikke er helt som krimier er flest, nemlig Sandheden og andre løgne af tyske Sascha Arango. Den har et superelegant plot og er både velskrevet og dejlig humoristisk.
11: Hvad får du ud af deltage i noget som Krimimessen og Bogforum?
Første gang jeg deltog i Krimimessen, opdagede jeg værdien af at møde mine læsere. Lige som i år havde jeg en stand sammen med Kim Juul, hvor folk kom forbi og sludrede eller drak en kop kaffe, og da vi lukkede søndag eftermiddag, var jeg ydmyg og meget, meget glad for, at så mange mennesker havde brugt lidt af deres tid på at læse mine bøger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar