søndag den 27. oktober 2019

Pyromanen sæson 2 - Giften af Inger Wolf

Handling
Brandefterforskeren Klara Larsen, som skal opklare en klimaterrorists chokerende mordbrand i polarbyen Tromsø.

Tromsø og hele Norge chokeres, da en hotelbrand dræber næsten samtlige gæster og ansatte.

For at komme til bunds i opklaringen af brandens opståen tilkaldes den danske brandefterforsker Klara Larsen. Men sagen tager hurtig en uhyggelig drejning, da det står klart, at en terrorist er på spil. Uden nåde ønsker terroristen at sætte fokus på verdens klimasituation. Og intet tyder på at mordbranden i Tromsø bliver den sidste. Klara Larsen må sætte alt ind for at stoppe terroristens forskruede visioner imens hendes kollega, Sebastian Vinter, nærmer sig sandheden om hendes dystre besættelse af ild.

Anmeldelse
Det er faktisk ved at være rigtig længe siden jeg læste denne krimi - Pyromanen sæson 2 af Inger Wolf.

I denne kommer vi som læsere rigtig tæt på Klara og hendes hemmeligheder. Sebastian er ved at nærme sig Klaras hemmeligheder. Hemmeligheder som Klara ikke ønsker nogen finder frem til.

Inger Wolf kan sit krimi-håndværk - hun er en mester i det utalte og psykologiske. Så det løber dig koldt ned af ryggen. Ved at bruge en brandefterforsker skiller Inger Wolfs hovedperson sig markant ud fra andre i krimigenren. Klaras hemmeligheder som kun modvilligt delvist afsløres, gør at hun forbliver en hovedperson med at mystisk aura omkring sig.

Serien Pyroman som udgives af Mofibo Originals er spændende, intens og desværre også for realistisk. Jeg kunne ihvertfald godt forestille mig en masse ting foretaget i klimaets navn.

Er du i forvejen Inger Wolf - fan så vil du også kunne lide denne.

Har du endnu ikke opdaget Inger Wolfs krimi-univers. Så er du så heldig at have mange fantastiske læseoplevelser tilgode.

Krimihjerte giver Giften af Inger Wolf 💖💖💖💖ud af 6 mulige.

Rigtig god fornøjelse.


torsdag den 24. oktober 2019

Røgslør af Thomas Enger & Jørn Lier Horst

Handling
Det er nytårsaften, og tusindvis af mennesker hygger sig på Rådhuspladsen. Det ændrer sig dog, da en bombe pludselig eksploderer.

Politikommissær Alexander Blix skynder sig at springe i havnebassinet for at redde en såret kvinde, han kender fra en tidligere sag. Hendes lille datter blev for ti år siden bortført og blev aldrig fundet igen. Nu må Blix overveje om eksplosionen er knyttet til denne gamle sag, og han får undervejs hjælp af journalisten Emma Ramm.

Anmeldelse
Røgslør er andet bind i krimiserien om Emma Ramm og Alexander Blix, skrevet Thomas Enger og Jørn Lier Horst.

Da Røgslør kom i min postkasse - var jeg intet mindre en "nærmest lykkelig". Uh hvor havde jeg bare glædet mig til den. Jeg var glad for den første krimi i deres serie - Nulpunkt. Det er dog slet intet i sammenligning med Røgslør.

Det er en krimi fyldt med forviklinger og tvist. Selv om man som læser måske godt kan gætte noget af plottet - så lover jeg at du alligevel vil blive overrasket. Plottet er virkelig flot bygget op.

Vi kommer tættere på både Blix og Emma, de fremstår vedkommende, nemme at forholde sig til og de er som karakterer beskrevet så du nemt kan sætte dig i deres sted.

Historien foregår fortrinsvis i Norge, men den kunne have foregået alle mulige steder. Det er en realistisk historie.

Ind imellem løb det mig koldt ned af ryggen - det er uhygge på det psykologiske plan. Har bomben virkelig noget at gøre med den "gamle" kidnapningssag. Det sætter Emma sig for at finde ud af - det er dog ikke helt ufarligt.

Mine forventninger var allerede inden jeg gik i gang - skyhøje - og de blev alle rigeligt indfriet.

Jeg har slugt alle Thomas Engers danske krimi-udgivelser - og denne er ikke nogen undtagelse. Nu har Thomas Enger skrevet den sammen med Jørn Lier Horst (som jeg med skam indrømmer jeg ikke tidligere har læst noget af).

Er du som jeg vild med Engers krimier - vil du også elske Røgslør.

Så jeg kan kun anbefale dig at enten skynde dig for boghandleren eller et smut på biblioteket efter et eksemplar.

Røgslør af Thomas Enger og Jørn Lier Horst får mine aller varmeste anbefalinger.

Rigtig god fornøjelse - jeg er dig dybt misundelig over at du har denne krimi til gode. Så skynd dig at komme i gang.

Krimihjerte giver Røgslør  💗💗💗💗💗 ud af 6 mulige.

Krimihjerte har modtaget Røgslør af Thomas Enger og Jørn Lier Horst som anmeldereksemplar af Forlaget Modtryk.

tirsdag den 22. oktober 2019

The Wife af Alafair Burke


Handling
Angela møder Jason Powell, da hun serverer til en middag i det luksuriøse East Hampton. Hun forestiller sig ikke, at der er tale om andet end en sommerflirt, men den flotte og karismatiske økonomiprofessor har andre planer – og året efter er de gift.

Ægteskabet giver Angela mulighed for at begynde forfra. Hun og hendes teenagesøn kan omsider flytte ud af hendes mors hus i The Hamptons og tage hul på en ny tilværelse i Jasons luksuslejlighed på Manhattan, hvor ingen kender hendes tragiske fortid.

Men lykken varer ikke ved. Da Jason pludselig kommer under anklage fra en af sine unge studerende, bliver Angela hevet med ind i en nedadgående spiral, der truer med at flå hele deres tilværelse op med rode – og bringe fortidens hændelser frem i lyset ...

Anmeldelse
Jeg har læst denne Domestic noir på engelsk. Den er netop udkommet på dansk (Bag facaden) hvor den er udgivet
af Gads Forlag. Bogen er en såkaldt stand-alone.

The Wife har nogle lighedspunkter med Skandalens anatomi, men alligevel er den meget anderledes. Den er anderledes på den måde at det ikke er en retssals-krimi.

Hovedpersonen Angela blev i sine teenageår kidnappet - og var indespærret i 3 år. Det vil jo påvirke enhver. Angela er efterfølgende blevet gift med Jason.

Det er en spændende historie, hvor der kommer rigtig mange tvist. Særligt til sidst, vendes det hele på hovedet. Det mest spændende er måske relationerne imellem de forskellige hovedfigurer. Ikke mindst hvad der driver mennesker til at agere som de gør. For hvad er vigtigst at forsvare Jason eller at passe på at Angels egen hemmelighed forbliver en hemmelighed? Psykologien bagved er ret interessant.

Plottet er rigtig flot konstrueret, så du på intet tidspunkt havde set den løsning komme. Personskildringerne er meget levende, vedkommende, naturlige og meget realistiske.

En ny og særdeles spændende forfatter indenfor Domestic noir genren. Jeg håber at flere af hendes bøger bliver oversat til dansk.

Det er bog som kommer ind under huden. Hvis du er til Domestic noir genren - så er denne et MUST.

The Wife af Alafair Burke får fem ud af 6 hjerter af Krimihjerte.

Krimihjerte har modtaget The Wife som et anmeldereksemplar fra Gads Forlag.




søndag den 20. oktober 2019

Anstalten af Stephen King - Gæsteanmeldelse.

Handling
En eks-betjent ender tilfældigt i en lille by langt ude på landet – og samtidigt bortføres en usædvanligt begavet ung dreng fra sit hjem i den anden ende af USA. 

Eks-betjenten lever et stille og roligt rutinepræget liv i lille-byen, mens den unge dreng udsættes for mystiske forsøg sammen med en gruppe andre børn fra hele landet, der tilsyneladende også er udvalgt til at ”tjene” fædrelandet.

Børnene forsøger desperat at finde ud af, hvad der er sket – og hvorfor er der ingen, der leder efter dem?

Først da en ganske særlig dreng ankommer ”Anstalten” sættes en række hændelser i gang, der kulminere ved at sporene krydses.

Anmeldelse
Stephen King har begået en særdeles velskrevet spændingsroman.

Beskrivelserne er fænomenale – man kan mærke den afsvedne varme i sydstatens small-town, og man kan føle grusomhederne udført på Anstalten i afsides i de uendelige skove i Maine.

Historien er fængende – og man udfordres på den snert af realisme, der også ligger i historien….. kunne de ske? Sker det?

Dette er klassisk Stephen King. En fremragende og spændende page-turner.

Min gæsteanmelder Heidi giver Anstalten  💗💗💗💗💗ud af 6 mulige.

Er du Stephen King - fan, så skal du helt sikkert også læse denne.

Endnu en gang har min veninde Heidi, læst og anmeldt en bog for Krimihjerte. Jeg er meget glad for, at Heidi ind i mellem vil anmelde en af de mange bøger jeg modtager til anmeldelse.


Krimihjerte har modtaget Anstalten af Stephen King som anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand.

torsdag den 17. oktober 2019

Kastaniens DNA af Palle Hyldgård Poulsen

Handling
På tre år er ni unge mænd og kvinder fundet dræbt med munden opskåret som et stort klovneagtigt smil. Den danske presse har derfor kaldt sagen for ”Klovnemordene”.

Et tiende offer får munden skåret op, men overlever mirakuløst. Den franskfødte milliardær, Pierre Astola, bliver udpeget som gerningsmanden, og hans DNA er på gerningsstedet. Mysteriet om ”Klovnemordene” virker opklaret. Kun én ting står i vejen.

I retten skal Pierre Astola forsvares af den hårdkogte topadvokat, William Kastanien. Kastaniens DNA er den første danske retssalskrimi nogensinde.

Anmeldelse
Palle Hyldgård Poulsen har med Kastaniens DNA, vist at her er en krimiforfatter med masser af potentiale. Det er en ret spændende - til tider skræmmende krimi. Med skræmmende mener jeg at jeg som læser aldrig kunne vide mig helt sikker på hvilke ubehageligheder jeg næste gang bliver udsat for. Her tænker jeg ikke på udpenslede beskrivelser af ofrene, men mere på det som ikke bliver sagt.

Kastaniens DNA er en lidt anderledes krimi, en retssalskrimi - men på samme tid kommer du til at kende William Kastanien og personerne omkring ham rigtig godt.

Plottet er bygget rigtig godt op - enderne bindes fint sammen til slut. Alligevel sad jeg tilbage med en tvivl - og lige præcis denne tvivl - synes jeg det var ret fedt at sidde tilbage med. Jeg kan nemlig godt lide krimier, hvor der lige er en enkelt dør der stadigvæk er åben når jeg lukker bogen. Så kan jeg selv få lov til at fantasere lidt videre.

Alt i alt en rigtig spændende krimi, hvor jeg var godt underholdt hele vejen igennem.

Har du ikke flere krimier på din læseliste - så prøv denne. Det tror jeg bestemt ikke du vil fortryde.

Krimihjerte giver Kastaniens DNA 4 ud af 6 hjerter.

Kastaniens DNA har Krimihjerte modtaget som anmeldereksemplar af forfatteren.


torsdag den 10. oktober 2019

Skammekrogen af Sofie Sarenbrant

Handling
En ung pige lægger sig på sporvognsskinnerne i Stockholmforstaden Bromma og lukker øjnene. I en anden del af Sverige ligger en mand levende begravet i skoven og venter på en afslutning. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget om den katastrofe, der truer. Kan deres liv reddes?

De to mennesker kender ikke hinanden, men har noget livsvigtigt til fælles. Det er op til Kriminalinspektør Emma Sköld at finde sammenhængen, før det er for sent. Men sagen tager en uventet drejning og bliver langt mere personlig og skræmmende, end Emma kunne have forestillet sig.

Anmeldelse
"Kære søde Sofie Sarenbrant. Vil du ikke nok skynde dig med at skrive den næste krimi i serien? Kærlig hilsen Krimihjerte"

Jeg har godt nok skrevet en lidt anden udgave af denne besked til forfatteren. Jeg var egentlig startet med at lytte bogen, men i går skippede jeg lytningen - flåede bogen ud af reolen - og stoppede kun for at sove lidt - arbejdet blev lettere udskudt så jeg kunne blive færdig med at læse denne.

Den har det hele uhygge, en kold rislen ned af ryggen og nedbidte negle - det er noget af det jeg har været udsat for i den korte tid jeg var i selskab med Emma Sköld.

Det er den bedste krimi fra Sofie Sarenbrant som jeg har læst indtil nu. Jeg mangler dog at læse Syndebukken - så den har jeg straks kastet mig over.

Skammekrogen lever op til de høje forventninger som jeg har til alle Sofie Sarenbrants krimi udgivelser i serien om Emma Sköld. Sofie Sarenbrant har endnu ikke skuffet mig.

Skammekrogen afsluttes med en vild cliffhanger, det bliver helt ulideligt at skulle vente på den næste i serien. Wauw for en krimi, den er spændende, skræmmende, det løber dig koldt ned af ryggen og til tider glemmer du næsten at trække vejret.

Jeg er absolut vild med den.

Jeg glæder mig helt vildt til fortsættelsen - så jeg håber da at der kommer en.

Skynd dig at komme i gang med Skammekrogen - hvis du ikke allerede har læst den.

Krimihjerte giver Skammekrogen af Sofie Sarenbrant 6 ud af 6 hjerte.

Skammekrogen af Sofie Sarenbrant er modtaget som anmeldereksemplar fra People's Press.

onsdag den 9. oktober 2019

Jægerinden af Kate Quinn


https://imgcdn.saxo.com/_9788771916171/0x500Russiske Nina Markova har altid drømt om at flyve. Da nazisterne angriber Sovjetunionen, sætter hun alt på spil for at blive en del af de legendariske Night Witches - et kvindeligt natbomberegiment, der skaber kaos for den tyske fjende på østfronten.

Da hun strander bag fjendens rækker, bliver Nina bytte for den farlige kvindelige nazist kendt som Jægerinden,  og Nina må kæmpe med alt, hvad hun har, for at holde sig i live.

Forandret af krigens rædsler er den britiske krigskorrespondent Ian Graham blevet nazijæger, men det er især et mål, som han er desperat efter at fange: Jægerinden.

I sin intense jagt på dette sagnomspundne spøgelse bliver det klart for ham, at han har brug for hjælp fra det eneste vidne, der nogensinde har undsluppet Jægerinden, i live: Nina.

Anmeldelse
Jeg har netop læst de sidste sider i Kate Quinns nyeste roman på dansk Jægerinden.

Jægerinden tager udgangspunkt i begivenheder unden slutningen af 2. verdenskrig. Nazityskland er under pres på flere fronter. Ved krigens afslutning, er der mange som flygter ud af Tyskland - de håber de kan starte et nyt sted, på en frisk - deres ønske er ikke at skulle se sig over skulderen. Er der mon nogen som har opdaget hvem "jeg" er? og ikke mindst hvad jeg foretog mig under 2. verdenskrig i Tyskland?

Anden verdenskrig og nazismen i det hele taget, er et univers hvor der er sket så mange forfærdelig ting - at selv den vildeste fantasi kan overgåes af de uhyrligheder der blev begået dengang.

Kate Quinn oplyser i et særligt efterskrift i bogen, om hvad hun er blevet inspireret af og hvordan personerne er inspireret af virkelige personer. Kate Quinn bliver dog også chokeret over at finde ud af under sin research, at der var 53 tyske krigforbrydere som boede i USA - lige efter krigen. Dette chokerende var selvfølgelig at svaret blev oplyst under en rutinehøring i Demokraternes Hus i 1974.

Personerne er fint karakteriseret i bogen, at du som læser, kommer til at holde af dem allesammen. Måske knapt så meget en enkelt af dem. Personerne er meget forskellige, men alligevel drages de på en måde mod hinanden.

Når du læser bogen, vil det til tider løbe dig koldt ned af ryggen. Du bliver hurtigt fanget af historien. Jordan var jeg ret vild med, hun er altså sej.

Er du det mindste interesseret i 2. verdenskrig - så skynd dig at læse denne. Den er virkelig spændende.

Jeg elsker den, også fordi den tager emner op som faktisk er vildt vigtige. Som for eksempel - er der ting som er bedst tjent med at blive glemt? En anden grund til at elske den er at den delvist bygger på virkelige personer sat ind i en fiktiv historie. Denne fiktive historie kunne dog lige så godt være sand.

Historien er utroligt spændende, vedkommende, realistisk og fortalt så levende.

Jægerinden er helt oplagt til en læsegruppe - her er der virkelig noget at diskutere. Som en ekstra service er der bag i bogen et par sider med spørgsmål/emner man kan diskutere.

Rigtig god fornøjelse.

Den får mine bedste anbefalinger.

Krimihjerte giver 5 ud af 6 hjerter til Jægerinden.

Krimihjerte har modtaget Jægerinden af Kate Quinn, som et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic DK.