lørdag den 18. november 2017

Efter Bogforum

Så træt ser man ud efter 3 dage på Bogforum
Kufferten indeholder mere bøger end tøj
 Da jeg skulle hjem fra Bogforum var jeg træt og helt igennem mør. Så træt at alene tanken om at skulle slæbe alle mine ting hen til Metroen eller bus 250S, blev jeg bare endnu mere træt. Hvad gør man så - ja jeg tænkte jeg henter mine ting på hotellet - Bella Sky og så hopper jeg ud i en Taxa. Koste hvad det vil. Jeg var for et par år siden til Bogforum, hvor jeg sammen med andre bloggere var til et arrangement lørdag formiddag inde i byen - og der kostede taxaen lidt over 200 kr. Så jeg tænkte det er nok dyrere - så min overraskelse var stor da chaufføren sagde at det kostede 150 kr. Jeg siger det bare - det var alle penge værd.

På det sidste billede kan du se hvad jeg havde med mig hjem af bøger. Det er mig stadigvæk en gåde hvorfor jeg slæbte 2 bøger med til København. Det var meget lidt jeg fik læst. Der er endnu lang vej før jeg når det energiniveau som jeg havde inden jeg blev syg, desværre.

Belgravia skal dog bruges som gave - og det er faktisk en rigtig god bog. Kunne du lide serien Downton Abbey - så vil jeg vove den påstand at du også kan lide Belgravia. Den ville jeg da faktisk elske at have i min egen bogreol.

Ud over de bøger på billedet, så havde jeg selvfølgelig også den nye 1968 af Jan Guillou med hjem. I år dog uden nogen hilsen i - men så må jeg blive lidt længere næste år - så jeg når det næste år.


fredag den 17. november 2017

Mit Bogforum anno 2017

Min fredag startede med deltagelse i et bloggerarrangement med Sara Blædel og People's Press på Greasy Spoon i Studiestræde i hjertet af København. Der var bestilt amerikansk brunch. Maden smagte godt, det samme gjorde den latte jeg fik til. Sara Blædel fortalte om arbejdet om arbejdet med Ilka-serien - det var både spændende og morsomt at høre om. Racine i Wisconsin er åbenbart ikke nogen speciel stor by, men alligevel
ligger der 8 bedemandsforretninger inde midt i byen. Det var ihvertfald tydeligt at bedemandsbranchen i Danmark og USA er meget forskellige.

Jeg mødtes blandt andet med Rikke Andrup - Andrupsbookshelf og forfatter Lotte Petri. Det var rigtig hyggeligt. Jeg nåede dog også at høre Bo Lidegaard interviewe Tom Buk-Swienty. Det var virkelig spændende. Jeg var også med til et bloggerarrangement med L&R og Michael Katz Krefeld - det var virkelig hyggeligt. Også lige at få hilst på kvinden i Michael Katz Krefelds liv - Lis Katz Krefeld.

Men det absolutte højdepunkt om lørdagen var da jeg var inde og høre Litteraturquiz under Adrian Hughes ledelse - hold op det var sjovt. Erik Skyum-Nielsen viden var vild. Intet under at Hanne-Vibeke Holst på et tidspunkt kaldte ham for oraklet.

Jeg var sørme også så heldig at vinde en timekonkurrence hos Krimimessen - det var altså sjovt. Jeg vinder ellers normalt ikke så meget.

Nedenunder kan du flere billeder fra min Bogforum weekend.








onsdag den 8. november 2017

Optakt til Bogforum

I morgen aften hopper jeg på toget mod hovedstaden. Fredag formiddag kl. 9 deltager jeg i et bloggerarrangement med Sara Blædel, hvor hun sammen med People's Press byder på amerikansk brunch og selvfølgelig en snak om vidunderlige Ilka.

Nå men optakten til Bogforum er egentlig det forfatterforedrag med Mads Peder Nordbo, som jeg var til i går på Viby J bibliotek. Det var et rigtig godt arrangement, selv om jeg måske ikke var særlig imponeret af intervieweren.

Mads Peder Nordbo er lige blevet færdig med at skrive efterfølgeren til Pigen uden hud. Der kommer mindst 3 i serien Mathew. Grunden til at vi allerede ved at der kommer ihvertfald 3 krimier i serien, er at der er et tjekkisk forlag som har køb de 3 krimier til udgivelse i Tjekkiet. Tak for det - Tjekkiet.

2'eren har endnu ikke nogen titel, men det skulle være ganske vist at den udkommer på Krimimessen 2018. Efter sigende skulle den være endnu bedre end Pigen uden hud, så kan man jo bare glæde sig endnu mere til Krimimessen 2018.

På Bogforum i år er der rigtig mange punkter på mit program - men egentlig kan det nok godt koges ned til at jeg gerne vil opleve Camilla Läckberg, Anne B. Ragde, Tom Buk-Swienty, Hanne-Vibeke Holst og dejlige Lene Kaaberbøl. Ud over Bogforums program skal jeg også deltage i et bloggerarrangement med Michael Katz Krefeld.

Jeg glæder mig meget til at at opleve atmosfæren igen. Det bliver dejligt med 3 dage hvor alt bare handler om bøger.

mandag den 6. november 2017

To små piger af Hammer & Hammer

Handling:
En 11-årig pige forsvinder sporløst i en sjællandsk provinsby. Kort efter kaldes Konrad Simonsen tilbage på Politigården i København, fordi ledelsen ønsker at han skal indtage posten som leder af Rigspolitichefens Efterforskningsafdelingen - en nyoprettet afdeling, der skal håndtere uopklarede drabssager.

Konrad Simonsen modsætter sig idéen på det kraftigste. Han nyder sit otium for meget til endnu en gang at lade sig blive viklet ind i Politigårdens bureaukrati.

Sagen om den forsvundne pige vækker dog gamle minder, der inspirerer Konrad til at hjælpe med opklaringen. Det viser sig hurtigt at forsvindingssagen er forbundet med en sag fra 1980'erne, der var Konrad Simonsens allerførste uopklarede sag.

Konrad samler sit team og tager tilbage til den lille provinsby, hvor pigerne er forsvundet fra. Svaret på forbrydelserne må findes dér.

Anmeldelse:
Jeg havde store forventning til To små piger af Hammer & Hammer da jeg gik i gang med at læse den. Jeg synes nemlig, at de seneste af krimierne af søskendeparret Hammer - som jeg har læst har været eminente. Det var To små piger også.

To små piger er 8. selvstændige krimi i serien om Konrad Simonsen og komtessen. I denne finder man ud hvordan de første gang mødte hinanden. Som læser for du en forklaring hvorfor kollegerne kaldes dem for Simon og komtessen. Konrad Simonsen og komtessen er jo egentlig gået på selvvalgt pension, men det kan der jo selvfølgelig ændres på.

Det er et rigtig godt plot som Hammer&Hammer har fået sat sammen. Historien er spændende og fortalt på måde så man hele tiden lige skal vide hvad der nu sker. Historien er fordelt over to tidslommer - 1982 og 2015. Det fungerer rigtig godt, på denne måde kommer man godt i begge sagerne om de forsvundne piger.

Personskildringerne er levende og vedkommende. De vigtige personer kommer hurtigt helt ind under huden på dig som læser. Der er masser af dynamik i krimien og det er en rigtig pageturner.

Det har været en fornøjelse at være i selskab med Konrad og komtessen igen. Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang. Jeg anbefaler derfor gerne To små piger.

Lotte Hammer og Søren Hammer har igen skrevet en rigtig god krimi. Har du endnu ikke læst noget af forfatterne så kan jeg godt anbefale denne.

Rigtig god læselyst.

Krimihjerte giver To små piger af Hammer & Hammer 6 krimihjerter ud af 6.

fredag den 3. november 2017

Ilkas arv af Sara Blædel

Handling
Ilka er rejst til USA, hvor hun har arvet en bedemandsforretning efter sin afdøde far. Han forlod hende og moren for 33 år siden og lod aldrig høre fra sig, og nu bil Ilka vide hvorfor.

Men det er ikke så let at finde ud af. For bedemandsforretningen er på fallittens rand, faren har en ny familie, der ikke vil vide af hende, og ingen vil tilsyneladende besvare hendes spørgsmål. Til sidst har Ilka mest lyst til at dreje nøglen om og rejse hjem.

Men så finder hun et brev, der tyder på, at faren har været udsat for pengeafpresning, og da hun borer i det, kommer sandheden langsomt for en dag. En sandhed, der er helt anderledes og meget frygteligere, end Ilka har kunnet forestille sig.


Anmeldelse
Jeg var vild med Bedemandens datter. Jeg synes det var meget længe at skulle vente på næste afsnit i trilogien om Ilka. Hold da op for en efterfølger, den har været al ventetiden værd.

Jeg har været rigtig glad for langt det meste af Sara Blædels forfatterskab - denne er ihvertfald ikke nogen undtagelse. I serien om Ilka slår Sara Blædel fast at hun også mestrer det at skrive spændingsromaner. Det var modigt at skrive noget helt andet end krimi, men hold da op hvor jeg bare elsker de bøger om Ilka. De kan noget helt andet.

Historien er fantastisk bygget op - og wauw for en afslutning. Efter min mening blev jeg alt alt for hurtigt færdig med sæson 2017 om Ilka - jeg glæder mig allerede til sæson 2018 ( forhåbentlig er det der sidste afsnit om Ilka udkommer.)

I Ilkas arv kommer du tættere på de gennemgående personer. Personerne får hele tiden mere fylde og karakter. Ilkas fars bevæggrunde for at forlade Ilka og hendes mor bliver du også klogere på. I det hele taget er der meget i historien du bliver klogere på - men så kommer der lige et tvist der vil noget til sidst.

For mig har det været en helt i gennem fantastisk læseoplevelse, som desværre bare var alt for kort. Ilkas arv er en rigtig pageturner. En bog som du kun nødtvunget lægger fra dig.

Jeg kan ikke anbefale denne serie nok. Du får noget anderledes, lækre læseoplevelser - så hvad mere kan du ønske dig.

Krimihjerter giver Ilkas arv af Sara Blædel 6 store krimihjerter ud af 6 mulige.

Af hjertet tak for en dejlig læseoplevelse.




torsdag den 2. november 2017

Pagten af Michael Katz Krefeld

Handling
Fem år er gået, siden privatopdageren Ravns kæreste, forsvarsadvokaten Eva, blev brutalt myrdet i deres hjem. Det uopklarede drab plager stadigvæk Ravn, så da nye oplysninger gennem en lyssky advokat dukker op, kaster han sig over sagen.

Sporene fører Ravn tilbage til en mystisk henvendelse, som Eva fik i dagene inden sin død. En henvendelse, der peger på korrupte betjente blandt Ravns tidligere kolleger og en bagmand højt placeret i anklagemyndigheden.

Snart er Ravn selv jaget vildt, og han bliver nødt til at indgå en uhellig alliance med gangsterbossen Kaminsky, som har afgørende viden om drabet på Eva. Men alting har en pris. I dette tilfælde 71 skjulte millioner.

Men det er ikke uden problemer, når man indgår en pagt med djævelen. Medmindre du har 71 millioner gode grunde.

Anmeldelse
Så er sidste side vendt i Pagten, en krimi som jeg længe har glæde mig til at skulle i gang med at læse. Ikke mindst var det spændende om Ravn omsider fandt ud af hvem, som dræbte kæresten Eva.

Alle mine forventninger om et spændende plot blev til fulde indfriet. Efter min mening er dette den bedste Ravn-krimi til dato. Det er en stærk krimi. Som har alt hvad man kan ønske sig i form af et velkomponeret plot og en spændende handling.

Som i de tidligere Ravn-krimier, fremstår krimien letlæselig. Det fornægter sig ikke i den måde som Michael Katz Krefeld skriver på, at han tidligere har skrevet film manuskripter. Det er en meget levende skrivestil.

Det har været en ren fornøjelse at være i selskab med Ravn. Særligt fordi at historien er skarpt skåret og at der ikke er så meget som et enkelt gram overflødigt fedt tilbage i Pagten. Det er en krimi som har holdt mig fanget fra første side og underholdt igennem alle 416 sider.

Hvis du ikke allerede har læst de øvrige Ravn - krimier, så er det på tide at komme i gang. Jeg vil ihvertfald gerne varmt anbefale Pagten som har været en rigtig dejlig læseoplevelse.

Krimihjerte giver Pagten af Michael Katz Krefeld 5 store krimihjerter af 6 mulige.

Rigtig god læselyst.