Året er 2013. Liget af en tysk naziofficer fra besættelsen bliver fundet på Frederiksberg. Der sker mystiske ting i og omkring Annesofie Gundelachs villa i Taarbæk, hvor hun lever i et problematisk forhold til Jacob Olin Larsen. En nat kontaktes hun af WikiLeaks-aktivisten Inge Lehmann, og da de to senere mødes i Malmø, nedskydes Lehmann af en snigskytte. Samtidig er indhenteren i København for at modtage en medalje for sin indsats i Afghanistan.
Efterforskeren Poul Reintoft og Finn Svendsen får til opgave både at opklare mordet på Lehmann og udrede trådene i et drab begået for 67 år siden. Advokat Gundelach og hendes ven, eksdrabschef John Milner, er tilbage, hvor de startede - som medspillere i narkomansnigskyttesagen fra 2005.
Anmeldelse:
Da jeg læste denne havde i jeg første omgang det svært med omtalen af Prins Henrik og Dronning Margrethe. Måske er jeg bare for royal, til lige det afsnit i bogen? Den næste tanke var om man måtte bruge navne uden at have fået lov? Det ved jeg ikke om man må, men når det er kendte personer som ministre og kongelige bevæger man sig bare ud på en farlig vej i sondringen mellem hvad er rent faktisk fiktion eller er bog udtryk for ting som virkelig er sket! Jeg ville langt foretrække fiktive navne, selv om jeg godt kunne regne ud hvem beskrivelserne skulle relatere sig til i virkeligheden.
I det hele taget er der en del som er helt uden relevans for handlingen. Og hvorfor er det nødvendigt at skrive dårligt om Regentparret, og diverse navngivne ministre - det er jo helt uden relevans for handlingen og plottet. Men nok om det. For mig endte det med at irritere voldsomt, at navngivne ministre blev udstillet - måske havde min oplevelse af bogen været en helt anden hvis forfatteren havde valgt fiktive navne. Jeg kan normalt rigtig godt lide spændingsromaner, men denne bredte sig ud over for meget uden egentlig at der kom en egentlig forløsning til sidst.
For mig blev det en forholdsvis kedelig omgang. Der var for meget fyld som grundlæggende sagtens kunne være skåret væk uden at det havde gjort noget ved handlingen.
Selvom bogen er angivet til at være en krimi, er det mere en spændingsbog. Problemet set fra min synsvinkel er at der er alt for mange tråde i bogen, som ikke rigtig bliver bundet sammen.
Spændingsmomentet kunne være blevet så meget mere, hvis plottet havde været mere stramt. I stedet for endte det med at være ret tamt.
Hvad det helt præcist er at planen for advokat Gundelach og den tidligere drabschef John Milner, går ud på - tja det ved jeg ikke. Så der er helt sikkert lagt op til en efterfølger. Der håber jeg så bare at Morten Buschmann får gjort sproget levede - det samme med personerne samt at alt det overflødige bliver skåret væk.
Grundlæggende kan jeg sige, at jeg valgte at læse den af de helt forkerte grunde. Jeg synes det med liget af den tyske naziofficer som bliver fundet i en garage på Frederiksberg, virkede spændende. Det var det som jeg troede den ville omhandle - opklaringen af dette mord. Men det var langt fra tilfældet - løsningen af det mord kommer nærmest som en sidebemærkning til sidst. Så for mig har det været en skuffende omgang.
Men måske havde det været anderledes hvis jeg havde læst indhenteren først.
