David Lagercrantz' Det der ikke slår os ihjel

Her næsten 1 år efter udgivelsen af det som der var en masse polemik over sidste år. Skulle den eller skulle aldrig have været udgivet? Var det bare et spørgsmål om at tjene nogle lette penge?

Det kan der jo føres mange diskussioner om, det har der da også været, men nu har jeg i hvert fald læst den.

I USA har en hacker hacket sig vej ind på efterretningstjenestens intranet - det er der ellers noget af det mest sikrede. (Vi ved selvfølgelig godt hvem der har den slags kompetencer).

I Sverige har Millenium-magasinet fået nye ejere. De har planer om at gøre magasinet mere populistisk. Michael Blomkvists telefon ringer en nat. Det er Frans Balder der er en førende autoritet indenfor kunstig intelligens. Balder påstår han ligger inde med chokerende information. Balder oplyser at han har kontakt til en kvindelig superhacker - den person regner Blomkvist med at han godt ved hvem er.

Herefter kommer der rigtig gang i handlingen. Hvad der herefter sker må du selv læse.

Både i mens jeg læste og bagefter har jeg tænkt meget over hvad jeg egentlig synes om den. Lagercrantz skriver meget anderledes end Stieg Larsson og derfor bliver det ikke helt den læseoplevelse som jeg havde satset på at opleve. Min forventning var nok ikke helt fair, for jeg havde jo en forventning om at den helt samme Salander og Blomkvist som i Stieg Larsson 3 første bøger. Men det er jo en anden forfatter som har skrevet den, og vil jo derfor ikke helt kunne skrive som Larsson.

Selve plottet var spændende nok, selv om det varede længe inden det rigtig blev spændende.

Det jeg savnede var indignationen, selve nerven den var skrevet med. Alt det som Stieg Larsson mestrede så godt.

Jeg kunne godt ønske mig at David Lagercrantz ville opfinde sit helt univers.

Hvad synes du om bogen, hvis du allerede har læst den?