Handling
Ferien skulle blive hyggelig, romantisk, interessant, perfekt ...
Grete har anmeldt sin ankomst i Århus, og lampefeberen stiger. Jensen manglede egentlig kun at lukke og slukke efter sig på politigården og tage hjem, da et mord leder ham på afveje.
Miljøaktivisten Britta Grønbæk har fået et dødeligt slag i baghovedet, og spørgsmålene om forbrydelsen bliver ved med at indhente ham. Ikke mindst fordi Grete stiller dem. Grete var Facebook-venner med offeret, og hun beundrer Britta Grønbæks veninde, fotomodellen Vera Clement.
Sammen går Jensen og Grete på jagt efter gerningsmanden, selv om jalousien truer med at komme på tværs. Vera Clement lægger an på Jensen, og slagteridirektøren Kenneth Malling charmer Grete. Som tresårig må Jensen også erkende, at miljøbevidsthed udtrykker sig anderledes, end den gjorde i hans ungdom.
Endelig har deres nye ven Olfert sit helt eget syn på dyrevelfærd. Jensen får hverken rast eller ro, efter han tog Britta Grønbæks kælegris i pleje.
Anmeldelse
I En bæredygtig død - møder vi igen Grete og Jensen. Dette er en selvstændig efterfølger til Brændende kærlighed. Nød du at læse Brændende kærlighed, så kan du roligt glæde dig til En bæredygtig død.
Der er slet ikke nogen tvivl om Jürgen Klahns potentiale. Det er der masser af. Jeg kunne godt ønske mig, at Jürgens forfatterskab blev mere udbredt. Det fortjener hans forfatterskab.
Ikke alt i krimien forekommer helt realistisk, men det er ikke noget jeg hænger mig særligt meget i - særligt når det er med til at give historien nerve.
Plottet i krimien hænger rigtig flot sammen. Denne gang foregår handlingen ikke i det sønderjyske, den er denne gang flyttet til Århus.
Det bliver ikke lige den romantiske ferie som Jensen havde set frem til. Så den må de have på et andet tidspunkt.
Jürgen Klahn er rigtig god til personskildringer, personerne kommer hurtigt ind under huden på dig. Når du vender sidste side, kommer du faktisk til at savne dem lidt.
En rigtig dejlig hyggekrimi - som du vil flyve igennem.
Rigtig god fornøjelse.
Krimihjerte giver En bæredygtig død af Jürgen Klahn 4 ud af 6 hjerter.
Krimihjerte har modtaget krimien som anmeldereksemplar af forfatteren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar