Svalens graf af Sissel-Jo Gazan

Som i Dinosaurens fjer er det igen Biologisk Institut som danner en stor del af rammen omkring handlingen Svalens graf.

Lidt om handlingen:
Marie Skovs lovende forskerkarriere kollapser, da hendes professor begår selvmord, og hun står alene med en kontroversiel ny viden om børnevacciner. Samtidig begynder hendes pæne familie at gå i opløsning, og midt i kaosset skal hun finde mod og styrke til at redde i tusindvis af menneskeliv, ikke mindst sit eget.

Hun får uventet hjælp af viceinspektør Søren Marhauge, der nægter at lukke sagen om professorens selvmord. Han tager lovens i egen hånd for at få trævlet fortidens indviklede hemmeligheder op, og de trækker tråde langt ind i hans eget liv.

Anmeldelse
Er der noget som Sissel-Jo er god til, er det at skrive en videnskabskrimi. Svalens graf er ikke så tung som den forrige Dinosaurens fjer, med tung menes teknisk. Man bliver stadigvæk ført ind på et forskningsområde men denne gang på en mere overfladisk måde. Man får stadigvæk alle de detaljer man har brug for, for at forstå hvad det er som de finder ud af ved deres forskning.

Denne gang er der en en del familiehemmeligheder som bliver luftet igennem bogen. Faktisk fylder de rigtig meget i krimien, men samtidig giver det muligheden for at komme ind omkring emner som pillemisbrug, alkoholmisbrug, kræft. I krimidelen bliver det ikke overraskende spørgsmålet om erhvervslivets interesser vs. forskning ud fra interesse. Her er dilemmaet om man skal forske i de områder som særligt medicinalindustrien er interesseret i eller om man kun skal forske ud fra forskerens egne interesser. Det er jo et meget væsentligt spørgsmål, for måske giver det en meget mere uafhængig og bredere forskning hvis man forsker ud fra ren interesse.

Svalens graf er en rigtig god krimi, men ikke en pageturner i gængs forstand, da der er mange ting man forholder sig til, og tænker over undervejs. Netop det gør den til noget helt særligt.

Det er klart en fordel hvis du har læst Dinosaurens fjer, men jeg mener sagtens man kan få en masse ud af selv om man ikke har læst forgængeren.

Persongalleriet er bredt, men der er ikke nogen personer med som ikke har en central plads i fortællingen. Personerne og hver deres historie er nem at forhold sig til, da man føler at man kommer til at kende dem rigtig godt.

Plottet er også rigtig skruet sammen. Jeg fik en god fornemmelse for hvem den store skurk var, dog uden jeg helt kunne sætte navn på hvem det helt præcis var. Men det blev jo heldigvis afsløret til sidst.

Det er helt klart en krimi du ikke har lyst til at gå glip af.