Anmeldelse af Arnaldur Indridasons Mørke strømme

En ung mand finds myrdet i en blodpøl i sin lejlighed i Reykjavik. Kommisær Erlendur er bortrejst, og hans kvindelige kollega Elinborg leder efterforskningen. Der er ingen tegn på indbrud og få spor at gå efter, men i lommen  den myrdede finder politiet et pilleglas med et stof, som voldtægtsforbrydere bruger til at bedøve deres ofre. Sagen fører Elinborg til den unge mands hjemstavn, en lille og forblæst bygd, som i sin tid var vidne til en forbrydelse. Her vil ingen tale om fortiden - og da slet med politiet fra hovedstaden.

Midt under opklaringen modtager Elinborg en foruroligende melding, kommisær Erlendur er sporløst forsvundet.

Anmeldelse:
Jeg har ikke tidligere læst noget af Arnaldur Indridason, men jeg havde jo hørt at han skrev rigtig spændende. Hm måske har jeg bare ikke samme smag, tænkte jeg, da jeg havde læst halvdelen af bogen. Jeg tror ikke, jeg lige nu vil løbe ned på biblioteket for at læse resten af hans forfatterskab. Men det blev dog bedre i sidste halvdel af historien.

Sproget er flydende, og alligevel er der steder hvor det ervtydeligt at oversætter har ledt efter det rigtige ord i oversættelsen, og det er synd. Selve plottet er ok, men sidehandlingerne bliver ligesom ikke rigtig løst. Alle de løse ender ender med at trække læseoplevelsen nedad.

Starten synes jeg lagde op til en masse spænding, men så drukner fortællingen lidt i efterforskerens privatliv. Det er her man skal udvise STOR tålmodighed, det tager ca. 100 sider inden det igen bliver rigtig spændende. Desværre holder spændingen kun kort tid, så er man igen tilbage i privatsfæren.

Til slut bliver ihvertfald mordet opklaret, men der er andre forhold hvor man ikke ligesom ikke kommer helt i land. Men det forekommer nu lidt underligt at det der stort set er tale om en enkeltmandspræstation for at opklare forbrydelsen, det virker noget urealistisk.

Desværre sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at have fået indfriet mine forventninger, så jeg er lidt skuffet.