lørdag den 22. november 2014

Anmeldelse af Zack af Lutteman og Kallentoft

Forlagets beskrivelse:
Fire asiatiske kvinder findes brutalt myrdet. En femte læsses svært såret af foran et hospital i Stockholm. Efter hendes skader at dømme er hun blevet angrebet af hunde.

Den 27-årige kriminalinspektør Zack har gjort kometkarriere ved Stockholms politi, men om natten hjemsøger han storbyens kriminelle underverden på jagt efter stoffer, som hjælper ham på flugt fra virkeligheden. Han ved, at det ikke bliver ved med at gå, men blodige minder driver ham mod afgrunden.

Mens politiets interne efterforskere nærmer sig Zack, forsøger han og kollegaen Deniz at løse et af de mest koldblodige kvindemord i nyere, svensk historie. Men Zack og Deniz søger i blinde, for i et mørkt netværk af racister, kvindehadere og menneskehandlere er det næsten umuligt at kende ven fra fjende. Kun ét er sikkert: flere kvinder vil dø, før de finder morderen.

Anmeldelse:
Den specialenhed som Zack og Deniz arbejder i, er speciel på flere niveauer. For det første tager de sig kun af særlige sager. For de andet er medarbejdersammensætningen noget ud over det sædvanlige. Her kan man virkelig tale om at have en arbejdsplads hvor der er plads til forskelligheder. Zack er ung og på stoffer, Deniz er indvandrer - kvinde - lesbisk, herudover er der en blind efterforsker og en IT specialist som har problemer med benene. De er en meget broget skare, men til gengæld er de gode til at arbejde sammen og få løst sagerne.

Sproget er let og flydende. Kapitler er korte, hvilket gør at man ofte tænker jeg tager lige et kapitel mere.

Persongalleriet er troværdigt, og rigtig godt beskrevet. Zack har helt sikkert en masse at arbejde med på det personlige plan, det bliver så spændende at finde ud om han i næste bog så begynder at arbejde med det - eller om han bare bevæger sig endnu længere ud i sit misbrug, og dermed flygter fra sig selv. Selv om Zack arbejder godt sammen med Deniz, er han alligevel ret så egenrådig. Til tider vil du have lyst til at ruske i Zack - og nærmest råbe af ham - "Tag dig nu sammen, og tænk dig lige om- hvad er det lige du har gang i?" Som person kommer du til at kende rigtig godt, men mange af hans hemmeligheder er nok noget dybere end det som bliver afsløret i dette første bind i Herkules-serien.

I denne krimi kommer du omkring emnerne trafficking, bandekriminalitet - det er der jo efterhånden rigtig mange krimier som tager op - men denne gang er tvistet anderledes. Det er også tydeligt at der er foretaget masser af research.

Det er en rigtig spændende krimier - og jeg glæder mig ihvertfald allerede nu til den næste i serien udkommer.

Har du ikke læst den endnu, så er den en oplagt emne til en titel på din ønskeseddel til jul.

Rigtig god fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar