Interview med Jakob Melander

1. Har du altid gerne ville skrive krimier?
Jeg har altid gerne ville skrive. Jeg læste tidligt, alt hvad jeg kunne komme i nærheden af - mælkekartoner, aviser, børne- og ungdomsbøger, Dostojevski, science fiction, tegneserier, fantasy og Sherlock Holmes og Edgar Allan Poe. I gymnasiet begyndte jeg at spille musik, og til forskel fra at skrive er der i rockmusik langt kortere fra ide til færdigt produkt. Det forførte mig. Efter universitetet vendte lysten til at skrive tilbage, og jeg prøvede forskellige genrer og stilarter. Indtil det hele faldt på plads med Øjesten.

2. Kan du leve af at skrive krimier?
Lige nu er jeg så heldig at jeg kan. Men det er ikke til at vide, hvordan det ser ud om et år.

3. Hvordan har du det op til udgivelsen af én af dine krimier?
Her og nu - tre uger før udgivelsen af Serafine, min anden bog - har jeg super travlt med bog nummer tre samt den engelske oversættelse af Øjesten, som jeg er inde over ad flere omgange. Derfor har K eg simpelthen mindre tid til at blive nervøs og rastløs end sidst. Men op til udgivelsen af Øjesten var jeg meget rastløs, gik lange ture, havde svært ved at sove om natten - den slags.

Men samtidig glæder jeg mig jo helt vildt til, at andre kan læse, hvad jeg har arbejdet på det sidste år.

4. Kunne du tænke dig at møde Lars Winkler?
Det gør jeg jo sådan set hver dag, når jeg sætter mig ned og skriver om ham. Lars lever inde i mig - det gør alle personerne i bøgerne. Men måske særlig Lars, for han har en del karaktertræk til fælles med mig. Selvom der også er adskillige træk, jeg ikke genkender fra mig selv :)

5. Når du skriver krimier, har du det så nogen som når man læser en god bog - man har slet ikke lyst til at den skal slutte?
Altså, nu er det jo en serie, så for mig stopper det jo ikke sådan lige foreløbig. Heldigvis. Der gik måske to dage, fra jeg afleverede min sidste version af Serafine til jeg var i gang med den næste bog. Og jeg ved, hvad den næste igen, altså bind 4, skal handle om. Den glæder jeg mig helt vildt til at komme i gang med. Jeg kender godt fornemmelsen af at man ønsker den bog, man er ved at læse, aldrig slutter. Og man bliver trist, når den så gør det. Men for mig, med Lars Winkler-bøgerne, kører historien og personerne altså direkte videre, uden det hul mellem bøgerne læserne oplever, så derfor er det ikke helt det samme.

6. Hvad ligger der af litteratur på dit natbord lige nu?
Lige nu er jeg ved at læse James Ellroy's Blood's a Rover. Fantastisk bog, fantastisk skrevet. Bagefter venter Cormac McCarthys Child of God og Florian Illies 1913, Der Sommer des Jahrhunderts.

7. Læser du selv Spændingsromaner/krimier? hvis ja - hvilke? og hvorfor lige disse?
Jeg læser, som da jeg var barn/ung, alt muligt, så også gerne spændingsromaner og krimi, Som nævnt læser jeg lige nu James Ellroy, han skriver godt og giver et uhyggeligt billede af USA i 1960'erne. Jeg kan også godt lide Jo Nesbø. Han er sindssygt dygtig til at orkestrere sit materiale og dyrker jo også det uhyggelige, som jeg synes er fedt. Så kan jeg godt lide Lars Kjædegaard, han er god og nøgtern, når man har været oppe på de høje nagler med Nesbø, f.eks. Og også Dorph/Pasternak er helt deres egne. Og så har jeg haft fornøjelsen af Volker Kütschers Berliner-krimier fra 1920'erne. Ikke så meget krimi-wise, men jeg har selv boet i Berlin og elsker byen, så jeg er vild med hans Berliner-Stimmung.

8. Læser du helst ebøger eller papirudgaven?
Jeg har ikke noget imod at læse ebøger, men hvis jeg kan vælge, foretrækker jeg en rigtig bog. Så gammel er jeg :) Og så er der faktisk noget om, at man husker ting man læser på papir bedre end det man læser på en skærm. Jeg gør, i hvert fald.

9. Er det vigtigt for dig, at dine krimier har en morale?
Det er vigtigt med en morale af to grunde: For det første er det at fortælle historier så vigtigt, at når nu man får lov til at få en bog udgivet, og bilder sig ind, at andre mennesker kunne have lyst til at læse det, man skriver, så skylder man både dem og sig selv at fortælle noget, der er vigtigt for en selv.

For det andet er det vigtigt at bogen har en morale, fordi bogen i sig selv bliver bedre af det - den hænger simpelthen bedre sammen. Også hvis man "bare" læser den som underholdning. Jeg skal skynde mig, at det alene absolut er et ædelt motiv til at læse.

Jeg vidste, at Øjesten skulle handle om en god far, og fordi jeg hele tiden havde det i hovedet, mens jeg skrev, kom bogen til at hænge bedre sammen. Simpelthen. Det samme gælder Serafine. Men den morale, må i selv læse jer til :)

Sammenligninger over til Dan Brown

Når der kommer nye danske spændingsforfattere synes jeg ofte at forlagene lige for klistret en sammenligning til Dan Brown på romanen. Det er der både blevet gjort i forbindelse med Michael Lyckes Metusalemgenet og Mads Peder Nordbos Odins labyrint og efterfølgeren Thuleselskabet.

Egentlig synes jeg det er synd for de nye rigtig gode forfattere - for hvorfor er det lige de skal sammenlignes med Dan Brown? Er det fordi forlagene så tror at det måske vil have en smittende effekt på salgstallet?

Hvis det er det - så skulle de måske overveje at sætte et større markedsføringsbudget til disse nye spændende og gode forfattere.

For hvad er der ved Dan Brown som gør at han sælger så meget - er det rent PR eller er det fordi at han skriver så fantastisk? Man kan ihvertfald sige at han har en skabelon som har fungeret, og ikke mindst resulteret i mange bestsellere. En del af salget stammer jo nok fra det massive PR arbejde som starter lang lang tid inden hans udgivelser. Så kan man jo mene om det hvad man vil, men sælge bøger gør det ihvertfald.

Jeg indrømmer gerne at jeg kun har læst Da Vinci mysteriet. Den var da god, men alligevel ikke så fantastisk at jeg straks har kastet mig over hans efterfølgende udgivelser. Når jeg hører fra mennesker som har læst flere - mange af hans bøger, så er det der er fælles for dem - at de synes at der er for meget koncept/skabelon over dem.

Jeg synes, det er lidt som om at hver gang en forfatter begiver sig ud i at skrive noget hvor oldtiden, religion, det evige liv og lignende emner er en del af historien - bliver der straks råbt på en Dan Brown sammenligning.

Der vil jeg meget meget hellere læse nyt fra Mads Peder Nordbo og Michael Lycke, men der kommer jeg nok til at vente et stykke tid.

Anmeldelse af Mads Peder Nordbos Odins labyrint

Odins Labyrint - et glasbarns fortællinger af Mads Peder Nordbo er en spændingsroman, der udspiller sig i nutidens London, men trækker tråde helt tilbage til kristendommens og den nordiske mytologis oprindelse.

Mathias Hviid, som finder beviser for, at Odin har levet i virkeligheden, og at myten om Jesus er baseret på netop denne figur. At hele kristendommens fundament således bygger på en stor løgn er gennem årene forsøgt skjult af katolske broderskaber, der har begået mord for at bevare hemmeligheden. Og nu hvor Mathias kender hemmeligheden, er han måske selv i fare.

Anmeldelse:
Jeg har læst bøgerne i Mads Peder Nordbos triologi i lidt omvendt rækkefølge. Jeg fik læst Thuleselskabet inden jeg fik læst Odins Labyrint færdig. Jeg var vild med Thuleselskabet, så mine forventninger til Odins labyrint var tårnhøje. om de blev indfriet kan du læse nedenfor.

Der er masser af spænding i bogen, du lærer også samtidig noget om runer. Som mange andre som skriver fiktion om sit eget område kan det komme til at virke lidt tungt ind i mellem. Til tider bliver beskrivelserne noget omstændige.

Man skal dog ikke være i tvivl der er masser af spænding til at fastholde dig til tider åndeløs - hvor du bare må have lidt mere at vide. Den er svær at ligge fra sig, fordi at Mads Peder Nordbo ved hvordan han skal fastholde sine læsere.

I langt størstedelen af romanen fungerer skrivestilen rigtig godt, plottet fungerer hele vejen igennem. Har du først forliget dig med skrivestilen, så vil du være solgt. Der er en del "Dan Brown" over det - efter min mening er serien bedre end Dan Brown - fordi at den ikke er skrevet som et koncept, hvor man næsten på forhånd ved hvad der kommer til ske.

Persongalleriet er levende beskrevet, man får virkelig en følelse af at man lærer personerne rigtig godt at kende.

Alt i alt en rigtig god spændingsroman, som jeg klart vil anbefale.

Du kan læse min anmeldelse af Thuleselskabet her

Rigtig god læselyst.

Interview med Henrik Brun

1) Har du altid gerne villet skrive krimier? 

Ikke altid. Jeg tror de første tanker kom, da jeg var i starten/midten af tyverne. Jeg var reporter og dækkede krigene i det tidligere Jugoslavien, og jeg kan huske at jeg en dag fik en konspiratorisk tanke om et grimt setup i Ljubljana. Det var dér, jeg tænkte krimi og plot for første gang. Derefter kunne jeg ikke slippe tanken om at skrive krimier, og så gik jeg i gang og fandt ud af, at det er en kæmpe fornøjelse at skrive. 

2) Kan du leve af at skrive krimier? 

Nej, ikke endnu i hvert fald ☺ Det går rigtig godt, men det kræver nok en ordentlig omgang mediehype, hvis man skal være bare i nærheden af at kunne leve fuldt og helt af det. 

3) Hvor har du det op til udgivelsen af én af dine krimier? 

Jeg glæder mig helt vildt. Ventetiden de sidste to-tre uger op til udgivelsen føles dog altid utroligt lang. Men kan ikke gøre noget længere, og en smule nervøsitet melder sig også på banen. Faktisk især efter udgivelsen, mens man venter på anmeldelser og læserreaktioner… 

4) Kunne du tænke dig at møde Ketil? 

Bestemt. Især fordi han nu er en meget veletableret karakter i mit univers. Det er jo lidt som om han findes. Samtidig skal han udbygges og udforskes yderligere, og det kunne være interessant at have en samtale med ham. Det tror jeg faktisk, at jeg vil forestille mig, at jeg har, inden næste bog. inden beslutningerne om, hvilken personlig udvikling, han skal undergå i næste bog. 

5) Når du skriver krimier, har det så nogen gange ligesom når man læser en god bog som man aldrig ønsker skal slutte? 

Jeg elsker at skrive, så på den måde er svaret ja. Men jeg må sige, at jeg ikke har noget imod at sætte det sidste punktum i en bog. Det er en ret fed følelse. Efterfølgende kan jeg godt have svært ved at slippe manuskriptet helt, og jeg nyder at finetune det i samarbejde med redaktøren efterfølgende. Når det er slut og bogen går i trykken, så tænker jeg straks på den næste bog. Jeg kan mærke, at det snart kommer snart til at krible i fingrene igen. Så det er ikke en bestemt bog, der aldrig skal slutte. Det er mere hele processen med at skrive krimier, som jeg bare MÅ fortsætte med. Også fordi, jeg tænker at der er meget mere liv i Ketil ☺ 

6) Hvad ligger der af litteratur på dit natbord lige nu? 

En krimi af Arne Dahl – Stoleleg. 

7) læser du selv spændingsromaner/krimier? hvis ja Hvilke? og hvorfor lige disse?

Ja, især Jens Henrik Jensen, Arne Dahl og Robert Goddard. Jeg læser dem, fordi der er tale om internationale bagtæpper og konspirationer. Det løfter det hele, synes jeg, og det giver noget ekstra til læseoplevelsen. 

8) læser du helst ebøger eller i papirudgaven? 

Papirudgaven, helt klart. Kald mig bare gammeldags… 

9) Er det vigtigt at din krimi har en morale?  

Nej, det er ikke så vigtigt. Jeg lægger mere vægt på selve valget af tema. At vælge noget, som jeg synes er interessant/vigtigt og som er et godt miljø at have et plot i. Jeg afstår fra at skære en morale ud i pap til sidst. Jeg synes, at det bør være op til læseren selv at tænke, om de synes der er en morale. Og i øvrigt danne sig deres egne holdninger til den problematik, der måtte ligge bag plottet og handlingen. Dialogerne mellem bogens karakterer giver som regel udtryk for forskellige holdninger, og så kan man som læser selv tage bestik.

Anmeldelse af Henrik Bruns Den finske patriot

Der er diplomatisk krise mellem EU og USA på den ene side og Rusland på den anden. Den kendte russiske homo-aktivist Sevastian Sidorov er fundet myrdet i en sauna i det østlige Finland, og sporet peger mod Rusland. Den danske journalist Ketil Brandt bliver sendt til Finland for at dække den betændte sag og befinder sig i et speget spil mellem aktivister, nationalister, den ortodokse kirke, udenlandske ambassadører og inderkredsen omkring den finske præsident. Og alt for sent opdager Ketil, hvor farligt spillet er.

Anmeldelse:
Jeg indrømmer gerne at da jeg fik Den finske patriot ind af døren, satte jeg den hen til bunken af bøger jeg skulle læse. På Krimimessen fik jeg lavet en aftale om et interview med forfatteren - og så var det jo med at komme i gang med læsningen.

Og wauw - det var sørme godt den ikke bare endte i glemslen. For den har fortjent meget mere end det. Det er en fantastisk spændingsroman som holder spændingen lige til sidst. Tempoet er langt fra at være hæsblæsende, men alligevel vil den holde dig fanget. Da først Ketil, kommer ud af sit nedtursskjul så kommer der gang i den.

Sproget er let og flydende, siderne vender sig selv. For skrivestilen er den særlige at selv om der ikke sker flere mord så er processen i opklaringen fantastisk beskrevet. Det synes jeg er noget af det særegne som Henrik Brun kan til fulde.

Handlingen er næsten som taget ud af virkeligheden lige nu. Men så alligevel ikke. Men duften af koldkrigsdrama er der ihvertfald.

jeg har tidligere da jeg anmeldte Den danske lokkedue på Krimifan for år tilbage, skrevet at Henrik Bruns skrivestil og emner mindede mig meget om Leif Davidsens. Det synes jeg stadigvæk. Henrik Brun har siden dengang skrevet flere krimier i serien - og denne er ihvertfald på et meget højere niveau end 1'eren.

Persongalleriet er alsidigt og godt beskrevet. Særligt Ketil kommer ind under huden, men alle de vigtige personer virker meget realistiske og troværdige.

Alt i alt en rigtig god spændingsroman, som har alt udentagen et hæsblæsende tempo - men du bliver fastholdt i spænding til sidste side er vendt.

På det tidspunkt vil du faktisk gerne have at bogen lige er lidt længere.

Jeg giver den mine bedste anbefalinger.

God læselyst.

du kan læse min anmeldelse af Den danske lokkedue Her