Anmeldelse af Claudio Paglieri's Sort søndag

Det er sæsonens vigtigste kamp i Serie A, den som kan afgøre mesterskabet. Anden halvleg burde være i gang, men kampens dommer, Ferretti, er der ikke. Man finder ham hængt i omklædningsrummet. Det kommer som en bombe for den italienske fodboldverden. Tvivlen, ondskabsfuldhederne og rygterne svirrer, mesterskabet afbrydes. Alle hvisker det ord, man ikke tør sige højt: matchfixing.

Men fodbolden er for vigtig. Og derfor lægges der fra alle sider pres på kriminalkommisær Marco Luciani, for at han skal acceptere den officielle sand: Fodbolddommeren har begået selvmord. Luciani bliver udsat for smiger, trusler og overfald. Derefter prøver de at bestikke ham. Han har sin unge ambitiøse vicekommisær, Giampieri, til at hjælpe sig, og derudover dukker den smukke detektiv, Sofia Lanni, fra fodbolddommerens forsikringsselskab, op, og tilbyder sin assistance. Men Luciani er vant til kun at stole på sig selv. Den næsten to meter lange, magre kriminalkommisær løber to timer om dagen, bor i en forfærdelig etværelses lejlighed, spiser næsten ingenting og drikker kun Schweppes Lemon. Men han er typen, der ikke giver op - også fordi fortiden ikke giver ham lov til at acceptere en letkøbt sandhed.

Anmeldelse:
Den fodboldkrimi om den italienske Serie A, den lød jo meget spændende. Så da jeg blev kontaktet af oversætteren om jeg var interesseret i at læse den og måske anmelde den - ja så kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej.

Den er klart ikke præget af den nordiske måde at skrive krimier på. Egentlig ganske forfriskende.

Efterforskeren Marco Luciani, er den helt centrale person i krimien. Hele krimien er bygget op omkring hans person, hans modvilje mod forholdene i fodboldens verden som han i sin tidlige ungdom var en del af - men totalt vendte ryggen.

Som handlingen og plottet efterhånden begynder at skride frem stiller man sig selv spørgsmålet - hvorfor er det at Marco Luciani ikke vil acceptere, at der er tale om selvmord? Er der egentlig grundlag for at fortsætte undersøgelserne? Og hvad er det for et spil som forsikringsdetektiven spiller? og er det i det hele taget et spil? Spændingen om det er selvmord eller mord bevares til allersidst.

Krimien er spændende, skrivestilen er lidt mere omstændig end jeg er vant til. Det gjorde at jeg indimellem synes der skete for lidt. Men da jeg havde vendt den sidste side, sad jeg alligevel tilbage med en følelse af, at det havde været en god læseoplevelse. Så alt i alt synes jeg det var en god krimi.