søndag den 20. november 2016

Hviskende lig af Dennis Jürgensen


Dennis Jürgensens Hviskende lig er 3. krimi i Triel-serien. Dennis Jürgensen har igen skrevet en rigtig god krimi.

I Hviskende lig har Roland Triel indgået et samarbejde med sin tidligere fjende journalisten Thor Brandt. De forsøger sammen at finde ud af hvem der myrdede Triels kone og traumatiserede datter Andrea.

Samtidig er der en kvæler løs i København. Kvæleren beskrives som kæmpestor, men hvorfor skal den unge ridepige dø?

I en mose ved Vestvolden er der samtidig fundet liget af en skolepige som forsvandt for 40 år siden. Der er nogle særlige kendetegn, som går igen på begge lig. Så det er jo nærliggende at tro at der er tale om samme morder. Men har mordene egentlig noget med hinanden at gøre?

Dennis Jürgensen kan noget med ord, måden at sætte dem sammen på - så de bliver et fuldendt hele.

Plottet er spændende, indviklet og helstøbt. Det er rigtig godt fundet på, og det er helt klart en forfatter som kan sit håndværk. Det er en historie som du hurtigt får ind under huden, du har svært ved at lægge bogen fra dig til sidste side er læst.

Personskildringerne er rigtig gode, og særligt forholdet til Andrea er spændende er følge.

Hovedhistorien i krimien er jeg vild med, men der er alligevel et aber dabei. Det gennemgående mysterie igennem hele Triel-serien bliver opklaret, og så alligevel ikke. Det er ikke det, at det alligevel ikke bliver opklaret, som efterlader mig med en flad fornemmelse. Det er mere måden opklaringen af mysteriet bliver forlænget på.

Selvom der var dette irritationsmoment til sidst så havde jeg med Hviskende lig en rigtig dejlig læseoplevelse.

Jeg kan kun sige rigtig god fornøjelse.

1 kommentar:

  1. jøsses bliver helt bekymret over din anmeldelse.. Vil glæde mig til at læse den engang og håber jeg ikke sidder med flade fornemmelser ;)

    SvarSlet