I dag den 18. november er det min tur til at skrive et indlæg om Stein og Steen - i forbindelse med udgivelsen af Jesper Steins Solo.
Jeg har spurgt 3 af mine danske ynglingsforfattere. De har alle fået til opgave at svare på de her spørgsmål:
Hvorfor er det du synes Jesper Steins bøger er så fantastiske?
Hvad er det som er så enestående ved hovedpersonen Alex Steen?
Hvad er det som gør at du bare elsker Solo - og hans andre bøger?
Helle Vincentz
Solo er fantastisk af utrolig mange årsager: Som læser bliver man taget med ind i nogle sociale miljøer, som de færreste af os kender indefra, og det kan jeg virkelig godt lide. Den har en kompleks og troværdig hovedperson i Axel Steen, og så er den skrevet i det elegante, mørke sprog, som jeg til mine dages ende kommer til at misunde Stein, at han mestrer så godt!
Axel Steen er en enestående hovedperson, fordi han på samme tid er en modig og handlekraftig helt og et forslået menneske med stærke dæmoner, som ind imellem får overtaget. Han bliver tit kaldt en ’antihelt’, men det synes jeg faktisk ikke, at han er, og i min optik er det noget af det, der gør ham enestående. Jesper Stein dyrker ikke stofferne, alkoholen og de indre dæmoner som noget ophøjet eller sejt, sådan som det ofte sker med antihelte, men snarere som noget, Axel Steen hele tiden må kæmpe for at holde i skak for at kunne passe sit arbejde. Det kan jeg godt lide. Sådan er livet jo for mange af os, uanset størrelsen af dæmonerne.
Så kort sagt er forklaringen på, at jeg elsker Solo, vel den simple, at den har Axel Steen som hovedperson og er skrevet af Jesper Stein. Med de to ingredienser kan det aldrig gå helt galt. I det her tilfælde er det faktisk gået helt vildt godt!
Jakob Melander
Jesper og jeg sendte manus til vores respektive første bøger ind nogenlunde samtidig - tilbage i ugerne omkring den første december 2011. Det vil sige, at vi har siddet og udviklet og skrevet på vores hovedpersoner og universer samtidig. Som Jesper gjorde dengang bor jeg på Nørrebro - jeg er født og opvokset her. Så selvfølgelig fylder bydelen rigtig meget, i både min og min hovedpersons historie som de også gør hos Jesper.
Så Axels Steens univers — Nørrebro og dens beboere — er mit eget, og det gør det til en ekstra stor fornøjelse at læse.
Indtil videre har jeg kun læst Papa, den forrige af Jespers bøger om Axel Steen, så alt hvad jeg skriver herefter er på baggrund af den. De fire foregående er jeg endnu ikke nået til, men det kommer. Papa læste jeg sidste sommer på halvanden dag i sommerhus med familien. Og jeg må sige, at det er meget længe siden — flere år faktisk — at jeg har læst en bog så hurtigt. Og så oven i købet med ungerne hærgende omkring mig hele dagen. Større ros kan man næsten ikke give en kriminalroman, vel? Det er en fremragende bog, de to sideløbende historier væver sig perfekt ud og ind af hinanden, og Axels kvaler med at være undercover er meget fint beskrevet og har god fylde uden at stå i vejen for intrigen.
Jeg tror, at en af grundene til, at Axel Steen virker så godt er, at han på en gang er en hård mand, udadreagerende og med det selvdestruktive element, man ofte finder hos krimihovedpersoner — men også har en blødere side. At han har overskud og empati til at overveje sine handlingers konsekvenser for andre, også på dem, der befinder sig på den forkerte side af loven. Og nu kommer jeg faktisk i tanke om, at det er løgn, at jeg kun har læst Papa. Jeg har også læst novellen Gudinden, som er trykt i samlingen Over grænsen, hvor Axel Steen har store kvaler med, hvad der skal blive af en en mistænkts lille søn.
Så hvorfor elskede jeg Papa? Som sagt, når man læser en bog på fire hundrede sider på 36 timer, så kan den altså noget. Det er en bog, man bare må læse færdig, vide hvad der sker på den næste side og den næste og den næste. Og så er det skønt at læse en politikrimi, der IKKE foregår på et kontor!
Julie Hastrup
Jesper kan skrive. Han har noget på hjerte og
så evner han at mikse det rå og det poetiske i en hel særlig cocktail som
gør hans forfatterskab unikt.
At han så derudover er en helt igennem dejlig kollega – bundsolid, uden forstillelse og med en ægte passion for krimien, gør at man under ham hele kongeriget. Tillykke med Solo, kære kollega!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar