Interview med Elsebeth Egholm

1. Hvornår begyndte du at skrive krimier?
Jeg har egentlig skrevet krimi siden ungdommen. Da jeg var 13 skrev jeg selv og en veninde ungdomskrimier om børn på vores egen alder, der fandt lig i skoven og den slags... De blev bare aldrig udgivet, og godt for det. I halvfemserne skrev jeg på min første hele voksenkrimi med en kvindelig hovedperson - inspireret af Sara Paretskys romaner om privatdetektiven i Chicago, V.I.Warshavski. Den blev - heldigvis - heller aldrig udgivet. Min første Dicte Svendsen-roman blev skrevet i 2001 og udgivet i 2002.

2. Hvad fik dig til at skrive krimier?
Jeg har altid læst mange krimier og følt, genren sagde mig noget. Med den kan man komme omkring alle mulige miljøer, historiske perioder, samfundsmæssige problematikker. Krimien er meget alsidig som genre, synes jeg. Den kan bruges som ren underholdning, og den kan bruges som samfundskritisk eller noget midt i mellem. Og så er det at have en spændingsmotor praktisk for læsevenligheden.

3. Hvad læser du helst ebøger eller papirudgaven?
Jeg læser ebøger, når jeg rejser og ikke har plads til at have et helt læs bøger med. Jeg kan egentlig godt lide dem. Jeg læser på min iPad, og det er især praktisk om aftenen, hvor jeg ikke behøver forstyrre kæresten med at have lyset tændt. Men papirbogen er og bliver nummer et!

4. Kan du leve af at skrive krimier?
Ja, jeg kan godt leve af at skrive krimier. Det har jeg efterhånden gjort i mange år.

5. Hvor meget fylder research delen for en krimi?
Nogle gange fylder researchen mere end andre gange. Men generelt vil jeg sige, at det, der optager
mig mest, er at få handling og personer til at spille sammen, og det gøres bedst på papir/pc. Så langt det meste af mit arbejde med en bog foregår ved tastaturet. Men derfor skal de faktuelle selvfølgelig være i orden, og jeg har gode kilder, jeg kan trække på indenfor politi, retsmedicin m.m.

6. Kan du beskrive hvordan du har det lige omkring udgivelsen af en af dine krimier?
Omkring udgivelsen er jeg først og fremmest lettet, hvis jeg ellers synes, bogen er blevet god. Anmeldelserne betyder selvfølgelig også noget, men det bedste er altså min helt egen fornemmelse af, at jeg har gjort et ok stykke arbejde. Hvid jeg føler, at jeg har sløset og ikke gjort mit bedste, har jeg det knapt så godt.

Med min seneste bog - Eget ansvar - vidste jeg virkelig med mig selv, at den var gennemarbejdet. Jeg havde været den igennem med en tættekam rigtig mange gange; jeg havde virkelig vendt og drejet  handlingen, følte jeg. Den blev også god, synes jeg selv. Det handler især om personernes troværdighed for mig. Jeg skal tro på, at de gør, som de gør, fordi de ikke kan andet. Men ud over det, er det selvfølgelig en ret emotionel tid, når en bog skal udgives. Det svinger meget fra at være helt oppe i skyerne til det modsatte. Det er også et savn ikke at have bogen at skrive på, når den først er sluppet, og jeg ved, der går noget tid, inden jeg får gang i en ny. Jeg har det bedst, når jeg er i gang.




7. Kunne du tænke dig at møde dine hovedpersoner Dicte og hendes søn Peter?
Jeg tror, både Dicte og Peter har det bedst i min fantasi. Det ville nok være alt for overvældende at stå ansigt til ansigt med dem. De er jo stærke personligheder begge to.



8.