tirsdag den 23. juni 2015

Interview med Lotte Petri



Lotte Petri er en af Danmarks absolut bedste krimi/spændingsforfattere. Når du tager en Lotte Petri krimi ned fra reolen, så er du sikker på at uhygge snart kommer snigende - det er en ren fornøjelse, når nu man er til lige den type krimier.

Rigtig god fornøjelse med interviewet.

Hvilken betydning mener du bogbloggere har nu og i fremtiden?
Jeg tror, at de har en stor betydning i dag og vil få det fremover, fordi det er en tendens i tiden, at læserne søger inspiration på nettet, og derudover er der ikke så mange avisanmeldelser, man kan læse uden abonnement - så gratis læsertips er populært.

Hvor elsker du krimier?
Jeg er nok lidt af en adrenalin-junkie, når det kommer til gys og uhygge, men det kræver jo, at bogen er velskrevet, ellers kan det være lige meget. Det er skønt at blive fastholdt i krimiens fængslende univers og blive holdt på pinebænken, indtil spændingen er udløst.

Hvad får du ud af at deltage i noget som Krimimessen og Bogforum, som forfatter?
Det er dejligt at møde læserne og få en snak om deres personlige læseoplevelse af mine bøger. Jeg holder også meget af at få en sludder med forfatterkollegaer og bogfolk, om hvad der rører sig.

Synes du det er blevet nemmere eller sværere at skrive - set over tid?
Både og, synes jeg. Man bliver mere selvkritisk, og det skal helst ikke tage overhånd og skygge for det fandenivoldske og spontane. Til gengæld er jeg blevet bedre til at strukturere skriveprocessen, synes jeg, og lidt mere skarp på den kreative proces.

Har du besøgt alle de steder du skriver om?
Med ganske få undtagelser, ja. For mig, er det det, der skaber universet, summen af alle detaljerne, og pludselig ser man noget, som man kan bruge. Det kan være en sætning, som den ekspert, man interviewer, siger, der pludselig kan få en scene til at stå knivskarpt i bevidstheden, og så er det bare hjem og skrive løs. Det er helt afgørende for mig, at jeg har oplevet det univers, som mine karakterer befinder sig i.

Hvad er det der er så fascinerende ved at skrive om noget som fører tilbage til nazismen?
Alle har nogle skræmmende billeder på nethinden, når ordet nazisme nævnes. Der er skrevet utrolig meget om emnet, og kunsten er at finde en ny vinkel og gøre det på en overbevisende måde. Begge mine krimier "Sort død" og Hvidt snit" handler om nazismen, idet en seriemorder har ladet sig inspirere af Josef Mengeles grusomme medicinske menneskeeksperimenter. Set med nutidige briller der vi desværre mange ny-nazistiske rørelser i dag, og jeg tror, at det er vigtigt at minde om, at vi skal passe på, at historien ikke gentager sig.

Hvilken krimi, som ikke er på bestsellerlisten, kunne du tænke dig at anbefale?
Jeg har hørt meget godt om Steen Harvigs forfatterskab og glæder mig til at gå i gang med hans nyeste "Copyman".

Hvad giver dig inspiration?
Alle mine krimier tager sit udgangspunkt i faktiske begivenheder, så jeg finder inspiration i artikler og i samtale med de eksperter, jeg interviewer. Jeg har været ude for, gentagende gange, at f.eks. retsmediciner fortæller om en fascinerende sag, hvor en lille detalje pludselig viste sig vigtig, og fra at stå med en rutinesag, står man pludselig med et snedigt udtænkt mord.

Hvilke bøger glæder du dig til at læse?
"Alex" af Pierre Lemaitre. Jeg havde svært ved at slippe forgængeren, "Irene", som er utroligt velskrevet med et grusomt og udspekuleret plot!

Du kan læse mine anmeldelser af Lotte Petris Sort død HER og Hvidt snit HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar