mandag den 17. april 2017

Mirakelmanden af Julie Hastrup

Handling:
Da drabsefterforsker Rebekka Holm rejser til Stockholm for at besøge sin kæreste Niclas, bliver hun uforvarende viklet ind i to opsigtsvækkende sager, der viser sig at hænge uløseligt sammen.

Først kaster hun sig over en historie, som den svenske journalist Magdalena Lundell tidligere arbejdede med - en sag, der har vakt Rebekkas nysgerrighed, fordi Niclas og Magdalena for år tilbage var gift med hinanden. Under sin efterforskning går det imidlertidig op for Rebekka, at Niclas har holdt særdeles vigtig information skjult, hvilket får hende til at tvivle på, om han overhovedet er til at stole på. Samtidig opdager Rebekka, at en anden historie som Magdalena arbejdede på, handlede om forsvundne børn og voksne, der havde lidt grufulde skæbner, og som alle kunne kædes sammen med én dødsensfarlig person.

Anmeldelse:
Julie Hastrup har endnu en gang skrevet et brag af en krimi. Den har alt hvad du kan ønske dig af en krimi.

Mirakelmanden er rigtig flot komponeret, med masser af gru, uhygge, spænding - alt sammensat med et helt sublimt sprog.

Sproget er let og flydende. Du bliver hurtigt indfanget i Rebekkas univers, og der har du slet ikke lyst til at komme ud fra igen.

Du kommer med på en rigtig spændende rejse, som går over København, Stockholm, Helsinki og et par finske øer. Der foregår skumle ting overalt, men særligt Finland er i Mirakelmanden ikke lige et land jeg får den største lyst til at besøg, særligt ikke øen Seili.

Plottet er fantastisk godt skruet sammen, når du vender sidste side tænker du bare nej nej - jeg vil vide mere. I Mirakelmanden bliver alle de mystiske side-historier suverænt flot bundet sammen til slut.

Der er slet ingen tvivl i mit sind - Julie Hastrup er en funklende klar stjerne på den danske krimihimmel. Hun mestrer alt det som jeg elsker ved de danske krimier.

Hvis du endnu ikke har læst noget af Julie Hastrup - øj du har mange rigtig gode læseoplevelser tilgode.

Mirakelmanden får 6 store krimhjerter ud af 6 mulige med ud i krimiverdenen.

Rigtig god fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar