fredag den 19. januar 2018

Pigen under jorden af Elly Griffiths

Handling
Da politiet finder menneskeknogler i saltmarsken udenfor King's Lynn i Norfolk, tror de, at de tilhører Lucy Downey, en lille som blev kidnappet 10 år tidligere. Ruth Galloway der er arkæolog og knogleekspert bliver tilkaldt. Men Ruth konstaterer, til kriminalinspektør Harry Nelsons skuffelse, at knoglerne er mere end tusind år gamle.

Lige siden Lucy forsvandt, har Nelson modtaget mystiske breve med referencer til rituelle ofringer. Da endnu en pige forsvinder, beder han Ruth om at hjælpe med at tolke brevenes indold. Mens Nelson og Ruth nærmer sig hinanden, viser det sig, at Ruth er i livsfare, fordi hun hjælper politiet. Jagten på kidnapperen bliver en kamp mod uret - både for den forsvundne pige og for Ruth selv.

Anmeldelse
Pigen under jorden er den første i serien med arkæologen Ruth Galloway som er oversat til dansk. Lige om lidt udkommer bind 10 i serien i England. Gads Forlag som udgiver serien i Danmark, har planer om at udgive 2 krimier i serien om året. Jeg glæder mig allerede til det næste bind i serien.

Pigen under jorden - har rigtig meget af det som jeg elsker ved engelske krimier. Fantastiske miljøbeskrivelser, rigtige gode plots uden alt for meget blod. Endvidere at hovedpersonen er usædvanlig. Ruth er ikke som de fleste hovedpersoner, hun er lettere overvægtig, nysgerrig, arkæolog og så har hun et ret anstrengt forhold til sine forældre. Hun er ikke en decideret helt, men jeg synes nu hun er ret sej.

Ruth elsker sit arbejde. Det kan nemt hænde at hun bliver så fordybet i sit arbejde, at hun glemmer tid og sted. Det er ikke altid så heldigt, hvis man er ude på en gravplads i et sumpområde - og det så pludselig bliver mørkt.

I løbet af historien leder Elly Griffiths os på vildspor indtil flere gange, eller ihvertfald mig. Jeg endte dog med at have fundet ud af hvem gerningsmanden var - og det er også meningen at man skal kunne gætte gerningsmanden.

Undervejs finder Ruth ud af at alle ikke er hvad de lader til at være. Ruth gennemlever en del personlige udfordringer, men det bliver aldrig stereotypt eller klicheagtigt.

Elly Griffiths er rigtig god til det med ord - så det bliver spændende og utraditionelt. Samtidig er plottet virkelig godt skruet sammen. Det er et ret usædvanligt plot som er både grumt, ondt og makabert på sin helt egen stille facon. Det elsker jeg simpelthen.

Jeg synes bestemt at det er en krimi som du skal læse.

Krimihjerte giver Pigen under jorden af Elly Grifftihs 5 ud af 6 hjerter.

Bind 2 i serien skulle udkomme til sommer.

Hvis du vil læse mere om Elly Griffiths - så læs dette interview på vildmedkrimi

1 kommentar:

  1. Jeg har sat de næste 8 på indkøbssedlen på min næste tur til England 🙃

    SvarSlet