lørdag den 28. marts 2015

Anmeldelse af Claus Lohmans Genspejl



Forlagets beskrivelse:
Bedst som dønningerne har lagt sig og en ny tilværelse er begyndt, tager tingene igen fart for den unge retsgenetiker, Sarah Bermann og den jævnaldrende amish, David Stolzfus, der nu begge er tilknyttet det lokale plejehjem i det idylliske Pine Creek, Pennsylvania.

En beboer har begået selvmord og i forbindelse med den rutinemæssige efterforskning, finder man menneskeknogler i dyndet. Da området er gammelt indianerterritorium, tillægges fundet ikke den store betydning, men Sarah er af en anden opfattelse og får sende de jordiske rester til obduktion.

Hun ønsker samtidig klarhed over den genetiske sammensætning hos de omkringliggende mennonitter, og tager derfor modvilligt tilbage til sin tidligere arbejdsplads på det genetiske center i Philidelphia, hvor en opsigtsvækkende evolutionel opdagelse venter hende.

Hendes involvering i sagen når frem til det flugtsikre ADX fængsel i Florence, Colorado, Hvor livstidsfangen Dennis Lineker afsoner, og snart er den tidligere tophemmelige FBI-gruppe, ONE atter samlet. Klar til hævn og udslettelse.

Anmeldelse:
Genspejl er 2. del i trilogien om genetikeren Sarah og amishen David. Selv om den er skrevet som en selvstændig fortsættelse af Genstart, vil jeg alligevel stærkt anbefale at du læser dem i den rigtige rækkefølge, da du ellers vil miste en del af handlingen.

I Genspejl er de tekniske beskrivelser blevet færre og mere en del af historien, men til tider er det langt ud over hvad læseren reelt har behov for vide.

Personskildringerne er rigtig gode. Du kommer til at kende personerne rigtig godt, særligt Lineker, David og Sara får du meget tæt ind på livet.

Plottet er godt bygget op, i forbindelse med opklaringen kommer der nogle rigtig gode tvist. Særligt afslutningen kunne jeg rigtig godt lide. Historien har et godt spændingsniveau, og man er godt underholdt.

I Claus Lohmans krimier der lærer du en masse om Amish (Genstart) og i denne om Mennonitterne. Samtidig er der jo også det paradoks at Lineker's hemmelige enhed i FBI har adgang til alt det teknisk og i det hele taget alt det udstyr som de overhovedet har lyst til at bruge. Det skorter ikke på adgangen til våben af enhver type. I den anden grøft står Amish som ikke i nogen form kan godtage vold. Det samme gælder for Mennonitterne. Så der er lagt op til en masse spænding, for hvordan kan man vinde den kamp uden våben?

Dette er en krimi ud over det sædvanlige.

Så kan du lide videnskabs- krimi/spændingsbøger, så skulle du prøve at give dig i kast med denne.

Du kan læse Krimihjertes anmeldelse af Claus Lohmans Genstart HER




Ingen kommentarer:

Send en kommentar