torsdag den 18. september 2014
Interview med Inger Wolf
1. Kan du løfte sløret for det nye du arbejder på?Gerne, men det er en smule svært, fordi jeg ikke er helt sikker på retningen endnu. Men jeg arbejder på en ny krimi, der også foregår i Aarhus. Denne gang er hovedpersonen en psykiater, der hedder Christian Frost, som samarbejder med politiet. Det er meningen, at det skal være starten på en ny serie, så derfor roder jeg lidt rundt endnu. Lige nu ligner det dog noget med drabet på en mand på 50, en forbindelse til en større sammensværgelse i psykiatrien og en masse om psykedelika. Før eller siden skal det nok blive godt, og jeg kan godt love, at flere mennesker kommer til at dø.
2. Var Trokic begyndt at kede sig i Aarhus, siden han i de seneste 2 krimier er kommet til udlandet og arbejde?Nej, det var egentlig mig, der kedede mig, men Trokic ville heldigvis gerne med. Jeg trængte til at prøve noget andet og udvide mine egne horisonter. Det har været spændende at være i Alaska og Japan, og det er sikkert ikke sidste gang, jeg har gjort det. Men den næste bog vil jeg gerne hjem til Aarhus.
3. Har du altid gerne ville skrive krimier?Nej, men jeg har altid gerne villet være forfatter, og jeg har altid læst et hav af krimier. Jeg har skrevet, siden jeg kunne holde på en kuglepen, men i starten skrev jeg alt muligt andet. Mere socialrealistisk vil jeg sige. Det med krimierne kom, da jeg flyttede til Aarhus i 2001. At bo op og ned af en stor øde skov kan virkelig sætte fantasien i gang.
4. Hvilke forfattere har betydet mest for dig som forfatter? Og personligt?Som forfatter har det været Bret Easton Ellis, Thomas Harris og Jo Nesbø. De er meget forskellige forfattere, men de har været med til at hjælpe mig med at finde min egen tone. Personligt tror jeg, at John Steinbeck er en af dem, der har gjort størst indtryk på mig. Det er mange år siden, jeg har læst hans bøger, men de sidder stadig dybt i mig.
5. Har du det nogen gange når du skriver, som man kan have det med en bog - at man bare ikke ønsker at den skal slutte?Det har jeg ikke prøvet endnu. Jeg er meget resultatorienteret og elsker at få tingene færdigt. Men med min nye bog synes der at være lidt mere leg over det - måske fordi det er en ny serie, og jeg har god tid til at lege med både personer og form.
6. Kommer du på scenen på Bogforum i november? (Hvis du altså må afsløre det)Jeg kommer på Bogforum om lørdagen, hvor man kan finde mig på People's Press' stand. Jeg er dog ikke sikker på tidspunktet endnu. Men jeg håber, at en masse kommer og hilser på.
7. Hvordan er din skriveproces? Har du en ide som du fylder på efterhånden? Skriver du i kronologisk retning eller skriver du lidt i alle retninger og samler det til sidst?Det er ren kaos. Jeg starter med en idé, og ofte skriver jeg en synopsis og laver en tegning over plottet. Men snart kommer der nye idéer, og inden jeg ser mig om, er det blevet til en hel anden historie. Jeg skriver lidt i alle retninger på mange forskellige steder i bogen - og så strømliner jeg det til sidst, så alting passer sammen. Undervejs har jeg tonsvis af kriser, hvor jeg sletter en masse og aldrig tror, jeg bliver færdig. Jeg undrer mig hver gang over, at der kommer noget sammenhængende ud af kaos.
8. Har du noget litteratur liggende på dit natbord lige nu?Jeg er ved at læse Roddy Doyles The Deportees, som jeg fik af min redaktør, og så er jeg også ved at læse det sidste af en biografi om seriemorderen Ted Bundy.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar